Kønsdysfori findes. Men det kan ikke kureres med hverken hormoner eller operationer. Faktisk bliver kønsdysforien værre af det. Selvmordsfrekvensen går op, når euforien over kønsskiftet har lagt sig.
At kønsdysfori kan kureres med hormonelt eller fysisk kønsskifte, er en uhyggelig løgn, som de mennesker, der kommer med den, har bagtanker med at bilde folk ind.
Når et barn rammes af kønsdysfori, skal det tages dybt alvorligt. Men det, der skal overvejes er ikke, hvordan vi hurtigst muligt får barnet i gang med at skifte juridisk, socialt, hormonelt eller fysisk køn.
Det, der skal i stedet for skal udforskes er: Hvad er den dybereliggende årsag til kønsubehaget?
Er det fx:
– Autisme?
– Seksuelt misbrug eller voldtægt?
– Andre former for traumer?
– Nylige, overvældende begivenheder i barnets eller den unges familie?
– Mobning og/eller følelsen af at være udenfor i den virkelige verden
– Ensomhed
– Angst, depression eller andre psykiske lidelser?
– Social smitte og/eller gruppepres? (fra vennegrupper eller fra internetforummer, som er blevet personens nye og måske eneste vennegruppe)
– Homoseksualitet?
– En personlighed, der afviger fra kønsstereotype forestillinger?
Og børn bliver ikke i øvrigt ikke ”transbørn”, fordi de lider af kønsdysfori. Der er stadig bare … børn. Hvis vi kalder dem ”transbørn”, holder vi op med at interessere os for, hvad der er den underliggende årsag til kønsdysforien.
I mange tilfælde er kuren for kønsdysfori … PUBERTETEN. Det kan lyde mærkeligt, men masser af børn kan i lange perioder føle sig anderledes end andre børn med samme køn. Og i løbet af puberteten finder de højst sandsynligvis ud af, at det er, fordi de er homoseksuelle, eller at de bare ikke passer ind i de kønsstereotype forestillinger om piger og drenge af en anden grund. Og hvis de har brug for hjælp til at håndtere det, så de kan lære at leve godt med det, skal de naturligvis have det.
Husk på, at transkønsideologien og transkønsindustrien prøver at promovere ideen om, at selve puberteten er en sygdom og en katastrofe, som børn skal reddes fra af flinke læger.
Men puberteten er ikke en sygdom. Det er en svær periode i ethvert menneskes liv. Men det er ikke noget, vi skal reddes fra. Når folk siger det, så er de enten uendeligt naive, eller også har de noget, de vil sælge os. Et produkt, som de – ikke vi – drager fordel af.
Og hvis et ungt menneske pludselig melder ud, at han eller hun i virkeligheden ”er det modsatte køn” eller ”er nonbinær” viser al erfaring, at det betaler sig at starte med at slukke for internettet, så den unge kan finde ind til sig selv og den fysiske verden igen.
Se endelig også nogle af de mange nysgerrige og dybe YouTube-interviews, som Benjamin Boyce har lavet om transkønsproblematikkens mange aspekter. Der kan du høre bl.a. høre kloge og indsigtsfulde mennesker, som har fortrudt deres kønsskifte (de såkaldte detransitioners), fortælle, hvordan det kunne lade sig gøre, at de blev forført af transkønsideologien, og hvordan det heldigvis lykkedes dem at vriste sig fri – med ar på sjæl og krop.
Jeg kan anbefale dig at starte med dette interview med detransitioneren Helena Kerschner:
——————————————————————————————
OPDATERING:
NU også i PODCAST
Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børn – og de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.
Du kan høre podcastepisoden her:
https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre
