Flere steder spørger folk, hvorfor der er så stor fokus i medierne – fx i de udsendelser, som DR har produceret om emnet – på drenge, der “skifter køn” til piger, når nu de allerfleste børn og unge, der lider af kønsdysfori, rent faktisk er piger. Og det er også virkelig besynderligt. Så lad mig foreslå to mulige årsagsforklaringer:
Forklaring nr. 1:
Måske er der noget “drag queen”-fortælling over det med drenge, der tror, de er piger? Noget med makeup, glitter og fjerboa og høje hæle. Og “Se mig! Jeg slår armene ud til siden og slår med hovedet!” Det gør sig godt på tv eller i en YouTube-video. (NB! Her taler jeg kun om fortællingen om drengene. Ikke om drengene selv…)
Og de piger, der tror, de er drenge, er typisk mere introverte og afdæmpede og tydeligt ulykkelige – og deres historie er ikke en inciterende, flamboyant, dramatisk god Askepot-fortælling, hvor man sidder ude på kanten af stolen og dirrer af iver for at finde ud af, hvordan det mon skal gå.
Forklaring nr. 2:
En anden årsag kunne måske være, at vi som “publikum” alle sammen måske tænker, at mobningen i skolen er meget, meget værre, når man er en piget dreng, end en drenget pige, så at vi måske hepper en lille smule på, at drengen virkelig ER en pige. For så ville problemet med den afskyelige, fysiske mobning, fordi han er bøsse, jo være løst? Det er måske “tøsedrengen”, vi vil redde?
Og omvendt ser vi måske ikke den drengede pige som så stort et offer, fordi der er færre begrænsninger på pigerollen. Og er man ikke et offer, er man ikke interessant på tv.
Man kan være en “drengepige” uden at blive offer for fysisk mobning i skolen. Men det er svært at undgå som “tøsedreng”, tror jeg.
Jeg siger ikke, at drengepiger ikke bliver mobbet. De bliver bare ikke fysisk mobbet. Fysisk mobning udløser en dyb, dyb frygt hos forældre. Vi ser for os, at man bliver vendt op og ned på og hængt med hovedet ned i toilettet eller hængt ud af et vindue på 2. sal. (Det sidste var en af mine egne, spinkle drengeklassekammerater fx udsat for i 7. klasse.)
Derfor tror jeg desværre, at forældre stadig i dagens Danmark kan opleve det som en tillokkende løsning for deres “tøsedreng” at “blive” en pige, fordi de håber, at det kan forhindre den voldsomme mobning, de kan frygte, han vil blive udsat for som piget dreng.
Jeg tror ikke, mange forældre vil indrømme det, fordi det lyder, som om de er homofobiske og gammeldags. Men i virkeligheden kan det bunde i en stor frygt for, hvad deres “tøsede” drengebarn skal gå igennem. Tror jeg. En frygt, som det er meget svært at erkende.
——————————————————————————————
OPDATERING:
NU også i PODCAST
Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børn – og de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.
Du kan høre podcastepisoden her:
https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre
