Hvert eneste selvmord er en forfærdelig tragedie. Men det er meget vigtigt at kende de rigtige tal, når man som forælder skal overveje, hvad man bør gøre, når ens barn eller teenager meddeler, at vedkommende er transkønnet.
Da man i medierne ofte hører, at selvmordsrisikoen for børn og unge med kønsdysfori er meget høj, har jeg herunder oversat en side, der gennemgår selvmordsstatistikkerne for transkønnede børn og unge og skiller myter fra fakta.
Siden er fra den britiske organisation Transgender Trend, hvis stifter og leder hedder Stephanie Davies-Arai. Stephanie Davies-Arai fik for nylig en medalje for sit store arbejde til fordel for børn.
Nedenstående oplysninger er en oversættelse af Transgender Trends gennemgang af videnskaben på området. Du finder den her: https://www.transgendertrend.com/the-suicide-myth/
—————————————————————————————–
Alle forældre, hvis barn pludselig melder ud, at det er transkønnet, har hørt et skræmmende tal, der antyder, at der er meget stor risiko for, at børn og unge med kønsdysfori begår selvmord, hvis de ikke bliver bekræftet i deres foretrukne kønsidentitet. Det angiveligt meget høje selvmordstal bliver ofte nævnt i medierne, når emnet transkønnethed omtales, og det er ofte en stærk følelsesmæssig motivation til, at forældre støtter deres børn i, at de skal skifte køn.
Det bliver antydet, at ”bekræftelse” og socialt og medicinsk kønsskifte (dvs. pubertetsblokkere, krydshormoner og kønsskifteoperationer) er den eneste løsning, når man vil hjælpe børn og unge, der lider af kønsdysfori.
Men er det overhovedet sandt? Er der robust evidens for denne almindelige holdning? Vi mener, at svaret er nej.
Selvom der ikke er tvivl om, at børn og unge, der lider af kønsdysfori, er en ekstremt sårbar gruppe, som fortjener vores støtte og omsorg, stammer det ofte citerede selvmordstal fra spørgeskemaundersøgelser, som der er mange fejl ved, og der er desuden ingen evidens for, at kønsskifte er ’kuren’.
Enhver risiko for selvmord er altid skræmmende for forældre, og ethvert selvmord er en forfærdelig tragedie, og netop af den grund mener vi, at det er uansvarligt at overdrive risikoen og anvende den som en konstant trussel.
Studier fra Storbritannien
Der er foretaget to studier i Storbritannien. Vi har gennemanalyseret dem begge og kontaktet den gruppe akademikere, der udførte studierne. Vi mener, at der er fundamentale svagheder ved begge studier – Svagheder, som alvorligt underminerer påstanden om, at der er høj risiko for selvmord. Herunder kan du læse, hvad vi fandt frem til.
Studie 1
RaRE-studiet [https://www.transgendertrend.com/wp-content/uploads/2017/10/RARE_Research_Report_PACE_2015.pdf] blev finansieret af lotterimidler og udført af LGBT-organisationen PACE. Den akademiker, der stod i spidsen for studiet, var psykolog og ph.d. Nuno Nodin fra Royal Holloway University of London.
I studiet blev der undersøgt forskellige aspekter, som er relevante for LGBT-miljøet. Det omfattede bl.a. at spørge transkønnede, om de havde haft selvmordstanker og forsøgt at begå selvmord.
Studiet blev udført som en spørgeskemaundersøgelse, hvor man ikke havde udvalgt forsøgspersonerne tilfældigt. Spørgeskemaet blev offentliggjort i LGBT-miljøet, og folk valgte selv, om de ønskede at udfylde det eller ej.
I alt 2.078 udfyldte spørgeskemaer blev analyseret, men ud af dem var kun 120 udfyldt af transkønnede, og kun 27 af disse transkønnede var under 26 år gamle. Det er udelukkende resultaterne fra disse 27 transkønnede unge, som blev anvendt som baggrund for statistikken om selvmord. Ud af disse 27 unge transkønnede sagde 13 af dem, at de havde forsøgt at begå selvmord på et tidspunkt i deres liv. Det er derfra tallet om, at 48 % af transkønnede unge har forsøgt at begå selvmord, stammer.
Vi mener, at der er en række problemer ved dette studie:
1: Vi mener ikke, at det, som kun 27 transkønnede, som selv havde valgt at udfylde et spørgeskema, fortæller om deres historik angående selvmordsforsøg, er tilstrækkelig stort et beslutningsgrundlag at bruge for forældre, der står overfor at skulle træffe særdeles afgørende beslutninger på vegne af deres børn.
2: Deltagerne i undersøgelsen blev ikke udvalgt tilfældigt. Det betyder, at der kan være en større tilbøjelighed til, at de transkønnede, som har haft de største vanskeligheder i livet, i højere grad udfyldte skemaet end andre transkønnede. Dette kan føre til, at andelen af deltagere i undersøgelsen, som har forsøgt selvmord, er kunstigt forhøjet.
3: Vi ved ikke, hvornår disse selvmordsforsøg fandt sted. Nogle eller alle af selvmordsforsøgene kan have fundet sted efter det sociale og/eller medicinske kønsskifte, og derfor ved vi ikke, om tallet afspejler den sande selvmordsrisiko, hvis transkønnede børn og unge ikke bliver støttet i at skifte køn.
4: Vi får heller ikke at vide, om de 13 unge transkønnede, der havde forsøgt selvmord, betragtede sig som homoseksuelle eller heteroseksuelle. Andre data fra studiet viser, at risikoen for, at mennesker, som identificerer sig som lesbiske, bøsser eller biseksuelle, har forsøgt at begå selvmord, er næsten dobbelt så høj som for folk, som identificerer sig som heteroseksuelle. (34 % sammenlignet med 18 %.) Disse data er mere robuste end dataene om de transkønnede, for de baserer sig på 289 LGB-personer og 196 heteroseksuelle. Eftersom det tydeligvis er en risikofaktor for selvmordsforsøg at være lesbisk, bøsse eller biseksuel, er det afgørende at vide, om de 13 transkønnede personer var homo- eller heteroseksuelle. Hvis størstedelen af de transkønnede, som havde forsøgt at begå selvmord, var homoseksuelle, og størstedelen af de transkønnede, som ikke havde forsøgt selvmord, var heteroseksuelle, kan dette have skævvredet dataene og fået det til at fremstå, som om den øgede selvmordsrisiko er relateret til transkønnethed, selvom den i virkeligheden udspringer af, at de var homoseksuelle.
Der er også foruroligende beviser på, at transkønsorganisationen Mermaids har givet indtryk af, at undersøgelsen er bedre, end den er. Dette fandt sted under en præsentation til en konference foran et publikum bestående af advokater, journalister, repræsentanter for det offentlige sundhedsvæsen og embedsmænd ansat i centraladministrationen. [https://www.transgendertrend.com/a-scientist-reviews-transgender-suicide-stats/]
Vi har kontaktet den akademiker, der stod i spidsen for undersøgelsen, og stillet ham disse spørgsmål. Han var enig i de svagheder, vi påpegede. Han var også enig af, at det var uheldigt, når ”forskningsresultater bliver anvendt af folk, der ikke er forskere, til at fremme deres egne agendaer,” og han ville ”fortsætte med at klargøre, hvordan RaRE-studiet var blevet udført, samt dets bredde.” [https://www.transgendertrend.com/wp-content/uploads/2020/09/Pace-study-emails.pdf]
Studie 2
I 2016 fik [transkønsorganisationen] Stonewall centret for familieforskning på University of Cambridge til at udføre en spørgeskemaundersøgelse [https://www.transgendertrend.com/wp-content/uploads/2017/10/the_school_report_2017.pdf] blandt unge, som var lesbiske, bøsser, biseksuelle eller transkønnede, eller unge, der mente, at de måske var det. Undersøgelsen fokuserede på deres oplevelser i grundskolen og gymnasiet i hele Storbritannien. Mellem november 2016 og februar 2017 udfyldte 3.713 LGBT-unge i alderen 11-19 et onlinespørgeskema. Deltagerne blev spurgt om mange aspekter af livet som LGBT-person. Vi har opsummeret de resultater, der handlede om selvskade og selvmord i tabellen herunder.
Endnu engang blev studiet udført som en spørgeskemaundersøgelse, hvor deltagerne ikke var tilfældigt udvalgt. Spørgeskemaet blev sendt til LGBT-elever, og de valgte selv, om de ville udfylde det eller ej.
I alt 3.717 spørgeskemaer blev analyseret, og af dem var de 594 fra unge, som identificerede sig som transkønnede. Dette er et betydeligt højere antal end de 27 transkønnede deltagere i den ovennævnte undersøgelse (studie 1).
Dataene fra spørgeskemaundersøgelsen viste, at transkønnede unge havde en højere tendens til selvskade (84 %), selvmordstanker (92 %) og selvmordsforsøg (45 %). Men det skal ses på baggrund af, at tendensen for de ikke-transkønnede deltagere også var meget høj, men lidt lavere.
Trods det høje antal deltagere mener vi, at der er en række meget store problemer ved dette studie. Vi henvendte os til den forsker, der stod i spidsen for undersøgelsen, og bad om en metoderapport, men der var ingen tilgængelig. Som følge af det sendte vi vedkommende en række detaljerede, tekniske spørgsmål, men vi fik intet svar. [https://www.transgendertrend.com/wp-content/uploads/2020/09/Stonewall-study-email.pdf]
Undersøgelsen er desuden aldrig blevet offentliggjort i et fagfællebedømt tidsskrift, så det er umuligt at få dens validitet bekræftet.
Derfor tvivler vi meget på, hvor robust dette studie er, og vi mener ikke, at dataene i det er tilstrækkeligt pålidelige.
Der er bl.a. følgende problemer ved studiet:
1: I spørgeskemaundersøgelsen var deltagerne ikke tilfældigt udvalgt, så dette studie har samme svagheder som studie 1 ovenfor.
2: Alle dataene, der bliver præsenteret, er baseret på selv-erklæret kønsidentitet og ikke fødselskøn. Det er afgørende, fordi selvmordsforsøg er mere almindelige for personer født som piger end for personer født som drenge i den almene befolkning. De nylige data for henvisningerne til kønsidentitetsklinikken GIDS hos Tavistock viser, at det er mere almindeligt for personer født som piger at erklære sig transkønnet, end det er for personer født som drenge. Disse tendenser vil skævvride studiets resultater. [https://www.transgendertrend.com/stonewall-school-report-what-does-suicide-rate-mean/]
3: Det vides ikke, hvor stor en procentdel af de transkønnede deltagere, der også identificerede sig som lesbiske, bøsser eller biseksuelle. Baserede dette sig på, at de var tiltrukket af personer, der havde det modsatte køn af deres eget fødselskøn, eller det modsatte køn af deres transkønsidentitet?
4: Der er heller ingen definition af, hvad det vil sige at være ”transkønnet”, og det er uklart, om nonbinær også hører til identiteten ”transkønnet.” 13 % af deltagerne identificerede sig som nonbinære, og 16 % identificerede sig som transkønnede. Det er uklart, hvor stor en procentdel af de transkønnede unge der også var nonbinære.
5: Der blev ikke kontrolleret for andre faktorer, der kan få unge mennesker til at udøve selvskade eller forsøge selvmord, såsom psykiske lidelser.
Konklusion
Der er fundamentale metodeproblemer ved begge de to studier fra Storbritannien, som angiver, at næsten halvdelen af transkønnede unge forsøger at begå selvmord. Dataene i disse studier er af ringe kvalitet, og de bør ikke anvendes af forældre, som overvejer, hvordan de bedst kan støtte deres børn. Misbrug af selvmordstal er uetisk.
Studie fra USA
Et mere grundigt studie blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Pediatrics i 2018. Undersøgelsen ”Transgender Adolescent Suicide Behavior” (Toomey et al.) [https://pediatrics.aappublications.org/content/142/4/e20174218?fbclid=IwAR15Mu-PDgAgdRqegPSViOkNulpV8IEy_XsHi9K77RalV8t9IbxPdhSBtW4] baserer sig på data for 121.000 børn og unge i alderen 11-19, som udfyldte spørgeskemaer i skoler over hele USA.
I dette studie blev der udført en statistisk analyse af alle risikofaktorerne for selvmordsforsøg – deriblandt biologisk køn, kønsidentitet, seksuel orientering, alder, race og forældres uddannelse.
Sociologilektoren Michael Biggs analyserede studiets resultater, og han fandt, at den gruppe, der havde størst tilbøjelighed til at have forsøgt selvmord, var piger, der var ”gender-non-conforming” [dvs. at de ikke levede op til de stereotype forestillinger om, hvordan piger bør opføre sig] – uanset hvilken kønsidentitet eller seksuel orientering de havde. [http://4thwavenow.com/2018/10/23/attempted-suicide-by-american-lgbt-adolescents/]
Dette passer med det, vi selv fandt ud af. Anvendelsen af ordet ”transkønnet” i skoleundersøgelsen fra Stonewall kan dække over, at de højeste tal for selvmordsforsøg findes hos unge piger, som nu er skjult bag kønsidentiteten ”drenge”. [https://www.transgendertrend.com/stonewall-school-report-what-does-suicide-rate-mean/]
Hvad er fakta om selvmord og selvskade?
Michael Biggs analyserede dataene fra kønsidentitetsklinikken GIDS hos Tavistock og den nationale selvmordsstatistik. Han fandt, at selvmord blandt prepubertære børn i England og Wales heldigvis er meget, meget sjældne, og at der ikke er en høj selvmordsfrekvens blandt børn, der identificerer sig som transkønnede.
Blandt teenagere er der andre lidelser, hvor selvmordsrisikoen er højere – deriblandt anoreksi, depression og autisme. [https://www.transgendertrend.com/suicide-by-trans-identified-children-in-england-and-wales/]
Organisationen The Samaritans [som i Storbritannien driver en hjælpelinje for folk, der går i selvmordstanker] rapporterede i år om, at antallet af selvmord blandt teenagepiger og unge kvinder i alderen 10-24 år er næsten fordoblet på syv år, og at den er steget 94 procent siden 2012. [https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/suicides-teenage-girls-young-women-rise-figures-a9698296.html]
Alle disse faktorer kan have betydning, hvad angår de teenagere, som bliver henvist til kønsidentitetsklinikken GIDS hos Tavistock. På GIDS-klinikkens hjemmeside står der på siden om evidens, at ”selvmord er ekstremt sjældent” blandt børn, der bliver henvist til klinikken. [http://gids.nhs.uk/evidence-base]
På en konference i Bristol i oktober 2017 udtalte Polly Carmichael, som er direktør og chefpsykolog hos Tavistock, at spørgeskemaundersøgelsen udført af PACE [se ”studie 1” ovenfor] er “behæftet med store fejl”, og at tallene for selvskade, psykiske kvaler og selvmordstanker er de samme, som man generelt ser i den del af det britiske sundhedsvæsen, der tager sig af unge med psykiske vanskeligheder (CAMHS). [https://soundcloud.com/user-664361280/dr-polly-carmichael-developments-and-dilemmas]
Polly Carmichael udtrykte bekymring for, at man indenfor området unge med kønsdysfori anvender selvmordstal, der er så negative, og som giver indtryk af, at disse unge ikke har nogen robusthed overhovedet, og at de intet kan gøre for at komme ud af deres situation.
Reducerer medicinsk kønsskifte selvmordstankerne?
Det kritiske spørgsmål er, om kønsskifte hjælper med at reducere de unges selvmordstanker. Dette er det afgørende spørgsmål i behandlingen af teenagere med kønsdysfori, men evidensen er ikke klar.
Det bliver undertiden hævdet, at hvis man giver børn pubertetsblokkere, så forbedrer det deres psykiske velbefindende, men påstanden baserer sig på forskning af ringe kvalitet og fejlbehæftet evidens.
Et meget citeret studie blev for eksempel konstateret upålideligt og vildledende i en analyse foretaget af Michael Biggs. [ https://www.transgendertrend.com/wp-content/uploads/2020/11/Biggs-10.1007@s10508-020-01743-6.pdf]
Problemet med studier af effekterne af pubertetsblokkere, er, at der som regel ikke er nogen kontrolgruppe. Derfor ved vi ikke, om en anden behandlingsform ville have givet samme resultat.
Der er ét studie (Costa et al., 2015), som rent faktisk sammenligner to grupper. Det studie fandt ingen forskel mellem effekten af 1: psykologisk støtte og 2: psykologisk støtte kombineret med pubertetsblokkere. Det psykosociale funktionsniveau hos deltagerne endte med at blive det samme. [https://www.jsm.jsexmed.org/article/S1743-6095(15)34443-X/pdf]
Det studie, der oftest citeres, er det hollandske opfølgningsstudie fra 2011. [https://www.transgendertrend.com/wp-content/uploads/2020/11/de_Vries_Puberty_Suppression_in_Adolescents_with_GD.pdf] Dette studie fandt, at deltagernes generelle funktionsniveau forbedredes betragteligt, mens de fik pubertetsblokkere. Der var ingen ændring i angstniveauet, og pigerne udviste mere problemadfærd, både før de fik pubertetsblokkere og ved opfølgningen. Der var ingen ændring i niveauet af kønsdysfori eller i kropstilfredsheden. Det skal tages i betragtning, at denne gruppe børn blev omhyggeligt screenet for psykologisk funktionsniveau, før de fik lov at deltage i undersøgelsen.
I en rapport, som Transgender Trend udgav som de første, fandt Michael Biggs bekymrende negative resultater for børn efter et år på pubertetsblokkere i en upubliceret rapport til Tavistocks bestyrelse. Citat: “Kun én ændring var positiv: Ifølge forældrene havde de unge udvist færre internaliserende adfærdsproblemer (jf. ”The Child Behavior Checklist”). Der var til gengæld tre negative ændringer: Børn født som piger udviste en betydelig stigning i adfærds- og følelsesmæssige problemer, ifølge deres forældre (også jf. ”The Child Behavior Checklist), hvilket modsagde det eneste positive resultat af undersøgelsen. En af dimensionerne på ”The Health Related Quality of Life Scale”, som blev udfyldt af forældrene, viste en betydelig nedgang i deres barns fysiske velbefindende. Det, som er mest foruroligende, er, at efter et år på pubertetsblokkere var der en betydelig stigning i det første udsagn i spørgeskemaet ”The Youth Self Report questionnaire”, som lød: ‘Jeg forsøgte aktivt at gøre skade på mig selv eller begå selvmord.'” [https://www.transgendertrend.com/tavistock-experiment-puberty-blockers/]
Evidensen af korttidsopfølgninger er derfor modsigende.
Baseret på, hvad de såkaldte detransitioners [dvs. unge, der har fortrudt deres kønsskifte] fortæller, ved vi, at der er en periode med eufori i starten, og at tvivlen og fortrydelsen ikke begynder at vise sig før efter omkring otte år.
Evidensen fra detransitioners tyder på, at medicinsk kønsskifte ikke ”kurerer” psykiske problemer. [https://www.transgendertrend.com/detransition/]
Dette bekræftes af et solidt langtidsopfølgningsstudie, som vi er i besiddelse af. Dette svenske studie viser, at efter kønsskiftet har transkønnede en selvmordsfrekvens, der er 19 gange så høj som kontrolgruppen. [https://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0016885]
Det amerikanske studie fra The National Center for Transgender Equality (2010) viste et øget antal selvmordsforsøg efter både medicinsk og kirurgisk kønsskifte. [https://web.archive.org/web/20150213054306/http:/transequality.org/PDFs/NCTE_Suicide_Prevention.pdf]
Hvad er de mulige årsager til selvmordsforsøgene?
Vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved, hvad det er, der får folk til at ville begå selvmord. Skyldes det vanskelighederne ved at være transkønnet? Eller stammer selvmordstrangen i stedet fra bagvedliggende psykiske lidelser?
Problemet med spørgeskemaundersøgelser som Stonewalls er, at de ikke viser data om de psykiske lidelser, som deltagerne allerede led af, før kønsdysforien opstod. Men i modsætning til deltagerne i det hollandske studie havde et højt antal af de teenagere, der blev henvist til GIDS-klinikken hos Tavistock, psykiske problemer og neurodiversitet som fx autisme.
Et studie af de personer, der blev henvist til GIDS-klinikken i 2012 fandt, at ”unge mennesker med kønsdysfori ofte har en lang række tilknyttede vanskeligheder. (…) De mest almindelige var mobning, nedtrykthed/depression og selvskade.” [https://www.researchgate.net/publication/268879198_Young_people_with_features_of_gender_dysphoria_Demographics_and_associated_difficulties]
En artikel i det videnskabelige tidsskrift The British Medical Journal om udredningen af børn på GIDS-klinikken angav, at ”omkring 35 % af de henviste unge har moderate til udprægede autistiske træk”. [https://adc.bmj.com/content/103/7/631.full?ijkey=HsMwyZDRtsKu83z&keytype=ref]
Lisa Littmans forskningsstudie om, hvad forældre fortalte om teenagere, som havde udviklet en transkønsidentitet, efter at de var kommet i puberteten, viste, at 63 % af de unge havde haft ”en eller flere diagnoser omhandlende psykiske lidelser eller neurodiversitet, før de meldte ud, at de var transkønnede. Studiet fandt også, at næsten halvdelen havde udøvet selvskade, og at 50 % havde været ude for en traumatisk hændelse i deres liv, såsom at deres forældre var blevet skilt, at de var blevet mobbet, eller at de havde været udsat for seksuelt misbrug. 82 % af de unge var piger. [https://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0202330]
Piger er overrepræsenterede i henvisningerne til kønsidentitetsklinikker over hele verden. På GIDS-klinikken hos Tavistock udgjorde piger ca. 75 % af de henviste.
Et studie fra Finland afspejler noget lignende: ”Børn og unge født som piger var markant overrepræsenterede blandt ansøgerne. Det var almindelig udbredt, at de havde haft alvorlige psykiske lidelser, inden kønsdysforien opstod. Autismespektrum-problemer var særdeles almindelige.” [https://capmh.biomedcentral.com/articles/10.1186/s13034-015-0042-y#Tab1]
Endnu et nyligt studie (Bechard et al., 2016) viste det samme: ”… en stor procentdel af de teenagere, der blev henvist for kønsdysfori havde en øget historik med psykosocial og psykisk sårbarhed.” [https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0092623X.2016.1232325?src=recsys]
Den svenske børne-og ungdomspsykiater Sven Román skriver: ”Forskningen viser, at mindst 75 % af patienterne med kønsdysfori har andre psykiatriske problemer. Blandt gruppen af børn og unge voksne er autisme, spiseforstyrrelser, selvskade og misbrugstraumer almindelige. For alle disse lidelser findes der evidensbaseret behandling. Når disse lidelser bliver behandlet, forsvinder kønsdysforien ofte, fordi den er sekundær i forhold til disse lidelser. Eftersom kønsdysfori ofte er sekundær til psykiatriske lidelser, som der er evidensbaseret behandling for, og eftersom der ikke findes nogen videnskabelig evidens for kønskorrigerende behandling for teenagere, bør al kønskorrigerende behandling for patienter under 25 år standses.” [https://www.ihmistenkirjo.net/blog/psychiatrist-gender-dysphoria-spreads-like-an-epidemic-online?s=03]
De svenske myndigheder har nu igangsat en tredelt granskning af behandlingen af børn og teenagere med kønsdysfori. Den svenske socialstyrelse reviderer nu deres behandlingsretningslinjer, og de har udsendt en foreløbig rapport, hvori følgende konkluderes:
”Personer med kønsdysfori, især unge mennesker, har en høj forekomst af psykiatriske diagnoser, selvskadeadfærd og selvmordsforsøg sammenlignet med den almene befolkning. De psykiatriske diagnoser blandt personer med kønsdysfori er derfor en faktor, som bør overvejes nøje under granskningen. Selvmordsfrekvensen er højere blandt mennesker med kønsdysfori sammenlignet med den almene befolkning. Desuden har mennesker med kønsdysfori, som begår selvmord, en meget høj forekomst af alvorlige psykiatriske diagnoser, som hver for sig øger selvmordsrisikoen markant. Derfor er det ikke muligt at afgøre, i hvilken grad kønsdysforien alene øger selvmordsrisikoen, eftersom personerne ofte bliver diagnosticeret med psykiatriske lidelser inden selvmordet.” [https://www.transgendertrend.com/wp-content/uploads/2020/11/English-NBHW-report-002.pdf]
Dette giver anledning til at overveje, om transkønnede unge er særligt sårbare overfor at udvikle selvmordstanker, eller om belastede og sårbare unge mennesker er mere sårbare overfor at udvikle en overbevisning om, at de er transkønnede, og om de har en større tilbøjelighed til at tro, at transkønnethed er årsagen til deres kvaler, og at det vil løse alle deres problemer, hvis de skifter køn.
Den almindelige fortælling er, at transkønnede unge har en høj forekomst af selvmord, og at årsagerne til dette er transfobi i samfundet og manglende støtte. Der er imidlertid ingen evidens, der støtter denne påstand. En spørgeskemaundersøgelse blandt detransitioners [dvs. unge, der har fortrudt deres kønsskifte] fandt, at diskrimination var den årsag, der scorede lavest som årsag til at fortryde kønsskiftet: ”De to årsager, der scorede langt højere end alle andre, var forandrede politiske eller ideologiske overbevisninger (næsten 63 %), og at deltagerne fandt andre måder at håndtere kønsdysforien på (59%). De tre mest almindelige årsager, som transkønsaktivister påstår, er de egentlige årsager til, at nogle transkønnede fortryder deres kønsskifte – økonomiske problemer, mangel på støtte fra omgivelserne og diskrimination fra myndighederne – lå lavest, på henholdsvis 18 %, 17 % og 7 %. Rent faktisk var diskrimination fra myndighederne den årsag, der scorede lavest af alle.” [https://guideonragingstars.tumblr.com/post/149877706175/female-detransition-and-reidentification-survey]
Konklusion
Det bør understreges, at selvom tallene for selvmordsforsøg blandt unge med kønsdysfori er blevet overdrevet, er det en befolkningsgruppe, som er meget psykisk sårbar. En ung med psykiske problemer har behov for psykoterapeutisk støtte, og en ung, som føler trang til at begå selvmord, har brug for psykiatrisk hjælp med det samme. Der er behov for meget mere forskning i de forskellige behandlingsmuligheder for unge med kønsdysfori.
På dette behandlingsområde er det særlig vigtigt at forstå de mulige bagvedliggende årsager til selvmordstanker og at tilbyde terapi, eftersom alternativet (pubertetsblokkere) medfører en risiko for at forværre de depressive symptomer. Depression er anført som en almindelig eller meget almindelig bivirkning for stoffet Triptorelin, som er den form for pubertetsblokkere, som anvendes på GIDS-klinikken hos Tavistock. [https://bnfc.nice.org.uk/drug/triptorelin.html#sideEffects]
Hvert eneste selvmord er en forfærdelig tragedie, og vi bør være meget omhyggelige med, hvilke budskaber vi sender unge mennesker om dette emne. I vejledningen om medieomtale af selvmord fra selvmordshjælpelinjen The Samaritans [https://media.samaritans.org/documents/Media_Guidelines_FINAL.pdf] står der, at det er vigtigt at undgå at fokuserer på at udpege én specifik grund til selvmordet, og at man bør passe på med ikke at gentage selvmordstal. Transgender Trend ville ønske, at dette råd blev fulgt mere omhyggeligt, når man omtaler mennesker, der kæmper med kønsidentitetsproblematikker.
—————————————————————————————–
Ovenstående oplysninger er en oversættelse af Transgender Trends gennemgang af videnskaben på området. Du finder den her: https://www.transgendertrend.com/the-suicide-myth/
——————————————————————————————
OPDATERING:
NU også i PODCAST
Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børn – og de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.
Du kan høre podcastepisoden her:
https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre
