“The Economist” skriver: ”Forsøger man i Storbritannien lige nu at undgå, at myndighederne bliver holdt ansvarlige for en lægevidenskabelig skandale?” — De britiske sundhedsmyndigheder, skolevæsnet og politikerne er ved at indse, at de bliver nødt til at lægge afstand til den såkaldt “kønsbekræftende” behandling af børn og unge med kønsdysfori for at undgå at blive holdt ansvarlige for en kæmpemæssig, lægevidenskabelig skandale …

Det hæderkronede ugemagasin The Economist, som læses af meningsdannere i udlandet og herhjemme i Danmark, rapporterer nu om en omfattende LYN-RETRÆTE blandt SUNDHEDSMYNDIGHEDER, SKOLEVÆSEN og POLITIKERE – væk fra den ”kønsbekræftende” behandlingsmodel, som man har anvendt i Storbritannien indtil for ganske, ganske nylig.

Herunder får du en OPSUMMERING AF POINTERNE I ARTIKLEN fra The Economist, som er 10 dage gammel:

Artiklen starter med at stille følgende spørgsmål: ”Forsøger man i Storbritannien lige nu at undgå, at myndighederne bliver holdt ansvarlige for en lægevidenskabelig skandale?”

Indtil for nylig behandlede man børn og unge, der havde erklæret sig som transkønnede, med en behandlingsmodel, man kalder ”bekræftende”.

”Bekræftende” betyder, at man accepterer patientens selvdiagnose som udgangspunkt for behandlingen.

Den behandlingsmodel er man i Storbritannien ved at forlade – i en vældig fart …

Til foråret lukkes Storbritanniens centrale kønsskifteklinik ”GIDS” på Tavistock-instituttet.

Klinikken erstattes med regionale centre, hvor man vil inddrage specialister i psykiske lidelser i behandlingen af børn og unge med kønsdysfori, hvilket man ikke har gjort før.

GIDS-klinikken bliver lukket, fordi den anerkendte børnelæge Hilary Cass i år gennemførte en udførlig undersøgelse af klinikken, som udmøntedes i en rapport.

I rapporten om klinikken skriver Hilary Cass bl.a., at vi ikke kender konsekvenserne af anvendelsen af pubertetsblokkere.

Hilary Cass understregede også, at ”socialt kønsskifte” (dvs. navneskift og anvendelse af det modsatte køns pronominer, tøj og toilet- eller omklædningsfaciliteter) ikke er en neutral handling, og at socialt kønsskifte kan få negative konsekvenser for barnets psyke, og derfor kun skal anvendes i meget, meget få tilfælde.

Hilary Cass’ rapport ser nu ud til at have fået de britiske sundhedsmyndigheder (The NHS) til at distancere sig fra transkønsideologien og dens påstande om, at kønsidentitet er lige så vigtigt som biologisk køn, og at transkønnethed er lige så medfødt som homoseksualitet.

I udkastet til de nye retningslinjer for behandlingen af børn og unge med kønsdysfori har de britiske sundhedsmyndigheder decideret skrevet, at kønsdysfori hos børn kan være en fase, der går over igen.

Dermed antyder de, at det kan have skadet børn at være blevet behandlet med pubertetsblokkere.

Størstedelen af de børn, som får pubertetsblokkere, får efterfølgende krydshormoner, hvilket kan føre til sterilitet og seksuel dysfunktion.

I skolevæsnet er man også på kraftig retræte.

I denne måned offentliggjorde en gruppe kommunale skoler en vejledning til, hvordan skoler bedst håndterer problematikken med transkønnede elever.

Den publikation lader til bl.a. at være udsendt for at undgå, at skolerne bliver trukket i retten af forældre.

I vejledningen understreger man, at det kan bringe børn i fare, hvis man gør alle toiletter tilgængelige for elever af begge køn, og at det kan være en overtrædelse af ligebehandlingsloven at lade elever sove eller klæde sig af, mens der er personer af det modsatte køn til stede.

Selv blandt politikerne er der forandringer at spore.

De britiske politikere – især dem fra Labour-partiet – har ellers længe svaret særdeles uldent, når talen faldt på transkønnethed og kvinders rettigheder.

Men i oktober understregede selveste lederen af Labour, Keir Starmer, at ”børn ikke bør træffe disse meget væsentlige beslutninger [om kønsskifte] uden deres forældres samtykke”.

HVAD GØR MYNDIGHEDERNE HER I DANMARK?

Den ”KØNSBEKRÆFTENDE” behandlingsmodel, som man nu er på kraftig retræte væk fra i Storbritannien – bl.a. fordi man frygter bekostelige og skamfulde sagsanlæg – INSISTERER MAN DESVÆRRE STADIG PÅ AT ANVENDE HERHJEMME I DANMARK, selvom den resulterer i ødelæggelsen af børn og unges kroppe og liv.


——————————————————————————————

DOKUMENTATION:
Du finder artiklen fra The Economist her – udenom betalingsmuren: https://segm.org/England-stops-gender-affirmation-of-minors-the-economist . Organisationen ”The Society for Evidence Based Gender Medicine” (SEGM) har fået tilladelse af The Economist til at offentliggøre artiklen på deres hjemmeside.

——————————————————————————————

NU også i PODCAST

Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børnog de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.

Du kan høre podcastepisoden her:

https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre