Studiet gennemgår både de oprindelige, hollandske studier og den nyere forskning indenfor feltet.
Studiet blev offentliggjort 2. januar i år.
Det har titlen ”The Myth of “Reliable Research” in Pediatric Gender Medicine: A critical evaluation of the Dutch Studies and research that has followed”.
Bag studiet står sundhedsforskeren E. Abbruzzese, psykiateren Stephen E. Levine og børnelægen Julia Mason.
HER KOMMER EN OPSUMMERING PÅ DANSK:
DE OPRINDELIGE, HOLLANDSKE STUDIER PÅSTOD TING, SOM DER IKKE VAR HOLD I – OG DE UDELOD DE MINDRE PÆNE RESULTATER
Studiet gennemgår først de to oprindelige, hollandske studier, der lagde grunden til modellen for ”kønsbekræftende” behandling for børn og unge over hele verden – den hollandske model (”The Dutch Protocol”).
De to hollandske studier bliver hyldet som den ypperste form for forskning, men Abbruzzese, Levine og Mason viser, at de lider under kæmpemæssige fejl og mangler, deriblandt følgende:
– Man påstod, at kønsdysforien forsvandt som følge af den ”kønsbekræftende” behandling, hvilket ikke var i overensstemmelse med dataene.
– Behandlingen blev suppleret med psykoterapi, hvilket gjorde det umuligt at afgøre, om resultaterne skyldtes hormonbehandlingen og de kirurgiske operationer – eller om de ville være blevet opnået ved psykoterapi alene.
– Man inddrog kun de resultater, der så pænest ud.
– Man undersøgte ikke risiciene i tilstrækkelig grad, selvom en betydelig del af de behandlede patienter, fik alvorlige bivirkninger.
——-
ER FORSKNINGEN INDENFOR KØNSSKIFTE FOR BØRN OG UNGE SÅ BLEVET FORBEDRET SIDEN? SVARET ER NEJ.
Abbruzzese, Levine og Mason gennemgår desuden nedenstående 3 nylige studier, som ofte bliver fremhævet blandt de fagfolk, som er fortalere for ”kønsbekræftende” behandling af børn og unge.
Disse 3 studier er endnu mere fejlbehæftede end de oprindelige to hollandske studier, og Abbruzzese, Levine og Mason påviser, at forskerne har forledt læserne af studierne, så de fortolker resultaterne i et mere positivt lys, end der er basis for.
De nylige studier, som Abbruzzese, Levine og Mason gennemgår, er følgende tre:
Studie 1:
– Carmichael, P., Butler, G., Masic, U., Cole, T. J., De Stavola, B. L., Davidson, S., Skageberg, E. M., Khadr, S., & Viner, R. M. (2021). Short-term outcomes of pubertal suppression in a selected cohort of 12 to 15 year old young people with persistent gender dysphoria in the UK.
Studie 2:
-Costa, R., Dunsford, M., Skagerberg, E., Holt, V., Carmichael, P., & Colizzi, M. (2015). Psychological support, puberty suppression, and psychosocial functioning in adolescents with gender dysphoria.
Studie 3:
– Tordoff, D. M., Wanta, J. W., Collin, A., Stepney, C., Inwards-Breland, D. J., & Ahrens, K. (2022). Mental health outcomes in transgender and nonbinary youths receiving gender-affirming care.
Det var meningen, at studie 1 skulle replicere det første hollandske studie, men studie 1 viste ikke nogen psykiske forbedringer hos deltagerne. Studie 1 observerede problemer med knoglemassetætheden hos børn og unge, der havde fået pubertetsblokkere. Men i studiets konklusionsdel stod der i stedet, at knoglemassetætheden var, ”hvad man kunne forvente efter behandling med væksthæmmere [dvs. pubertetsblokkere]. Man havde desuden kamufleret, at man ikke havde været i stand til at replicere forbedringerne i forsøgspersonernes psykiske helbred fra det hollandske studie.
Studie 2 var også præget af “spin”. Dette studie sammenlignede det psykiske helbred hos børn og unge med kønsdysfori, som fik pubertetsblokkere, med en gruppe patienter, som stod på venteliste til hormonbehandlingen, og som kun modtog psykoterapi i forsøgsperioden. Efter halvandet år havde begge grupper det samme psykiske funktionsniveau. Dette studie kan derfor ikke betragtes som et bevis på, at hormonbehandling er bedre end psykoterapi. Rent faktisk er det nærmere et bevis på, at psykoterapi bør foretrækkes som behandling. Men i abstractet fokuserer forfatterne i stedet på, at gruppen, der modtog pubertetsblokkere, havde et højere psykisk funktionsniveau end før. De kommer slet ikke ind på, at forbedringen muligvis skyldes placeboeffekten.
I studie 3 er niveauet af “spin” helt enormt. Dette studie påstår, at pubertetsblokkere og “kønsbekræftende” hormoner skaber en reduktion på 60 % efter blot ét år. Men denne konklusion modsiger fuldkommen de rå data, som studiet er baseret på. I starten af forsøgsperioden havde 59 % af deltagerne moderat til alvorlig depression. Da året var gået, og forsøget var forbi, led 56 % af deltagerne stadig af moderat til alvorlig depression.
[Der er masser af andre grove fejl og mangler i studie 3, men af pladshensyn må jeg henvise til linksene nedenfor.]
——-
DET MESTE AF FORSKNINGEN BLIVER TIL PÅ DE KLINIKKER, DER TJENER PÅ KØNSSKIFTEBEHANDLINGERNE …
Abbruzzese, Levine og Mason peger på, at det meste af den nuværende forskning indenfor kønsskifte for børn og unge foretages af personale på de kønsskifteklinikker, som tjener penge på denne behandling. Den slags forskning er af lav kvalitet. Ikke bare mangler der mulighed for at kontrollere for mange former for bias, som opstår på grund af begrænsningerne i forsøgenes format, forskningen foretages desuden ofte af folk, som har store karrieremæssige og økonomiske interesser i udfaldet.
—————————–
DOKUMENTATION:
Studiet kan læses her i sin fulde længde: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0092623X.2022.2150346
SEGM (The Society for Evidence Based Gender Medicine) har gennemgået studiet her: https://segm.org/Dutch-studies-critically-flawed
——————————————————————————————
NU også i PODCAST
Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børn – og de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.
Du kan høre podcastepisoden her:
https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre
