Nedenstående indlæg er skrevet af Søren Peter Jensen. Jeg bringer det her, fordi jeg tror, at mange vil kunne genkende sig selv i det.
De senere år har der været meget fokus på køn og kønsidentitet. Det fylder helt utrolig meget i den offentlige debat, i forhold til, hvor få det i virkeligheden berører. Som jeg ser det, bliver børn og unge presset til at forholde sig til disse emner inden deres bevidsthed er klar til det. Det er overalt. I skolen, på sociale medier og i tv mm., bliver de præsenteret for en fortælling om, at man selv kan vælge sit køn og at det er muligt at “skifte køn” hvis man ikke følere sig tilpas med det køn man er født med.
Børn kan påbegynde en proces hen mod at “skifte køn” i en meget tidlig alder. Det åbnes der mere og mere op for, både sundhedsfagligt og politisk. Det bekymrer mig. Det gør det, med baggrund i min egen historie. Jeg har nemlig hele mit liv leget med kønsroller og været optaget af både tøj og legetøj, som man typisk forbinder med det modsatte køn end det jeg er født med. Derudover har jeg livet igennem haft psykiske udfordringer, og har måttet arbejde hårdt, for at finde min plads i livet.
Jeg er 53 år, jeg er bøsse og jeg har adhd og autisme. (Begge dele diagnosticeret for nylig).
Da jeg var barn legede jeg med dukker. Jeg elskede at klæde mig ud som fin dame og at tegne prinsesser. Jeg var meget stille og indadvendt, med en hyperaktiv hjerne. Jeg blev massivt mobbet gennem hele min barndom og langt ind i voksenlivet. Jeg havde svært ved at sige fra, sætte grænser og være tydelig. Jeg havde dårlig kontakt til min krop og dissocierede (“spacede ud”) ofte. Så på mange fronter har jeg måttet kæmpe, lige siden jeg var helt lille.
Da jeg blev voksen, var jeg dragqueen i nogle år, både som gå-i-byen “klæde ud leg” og med at optræde på en scene på natklubber, til firmafester mm.
Jeg har stadig dukker som en altopslugende særinteresse og hyperfokus.
Når jeg ser tilbage, har jeg, ved flere lejligheder, haft tanker om, at det hele nok ville være lettere, hvis jeg var en pige.
I de mørkeste perioder af mit liv, var disse tanker særlig fremtrædende.
Heldigvis gjorde jeg aldrig noget ved det.
Jeg er i dag et andet sted. Jeg har fået bedre kontakt til mine maskuline sider og styrker og integreret de feminine sider, på en måde, så jeg oplever min personlighed som stærk og i balance.
Som jeg ser det, er jeg stereotypen på en som kunne være blevet fejlbehandlet med kønsdysfori. Det ville have været en katastrofe.
Der er ikke noget galt med mig. Jeg er præcis som jeg skal være. Jeg er en mand på min helt egen måde. Jeg har aldrig brudt mig om at spille fodbold eller klatre i træer. Jeg samler på dukker og interesserer mig for modehistorie og smukke klædedragter. Jeg har i perioder elsket at klæde mig ud og optræde. Men jeg er stadigvæk en mand. Jeg har fundet balancen mellem mine maskuline og feminine sider, og fundet fred med det. Det sjove er, at jo mere jeg tillader de feminine sider blot at være tilstede i mig, jo mere træder maskuline sider også frem.
___
Jeg har den seneste tid tænk meget på, om “kønsdysfori” og “transkønnethed” overhovedet findes. Eller om det som i mit eget eksempel er udtryk for andre psykiske udfordringer.
Jeg kender ikke til nogen, eller har hørt om nogen transkønnede der IKKE har psykiske vanskeligheder. Man kan selvfølgelig påstå, at disse vanskeligheder bunder i et årelang (ubehandlet) ubehag ved egen krop. Men det er mit indtryk, at mange, måske de fleste af disse mennesker, ikke bliver lykkelige eller falder på plads i sig selv efter en transition. De har det stadig lige svært.
Måske endda sværere.
Men hvorfor er der så nogen der føler behov for at “skifte køn”?
Måske hænger de meget fast i de traditionelle kønsroller og tror, at fordi de har tanker, følelser, interesser, længsler og behov der traditionelt tillægges det modsatte køn – bliver den eneste løsning de kan se for sig, at gennemgå et “kønsskifte”.
Jeg tror de kønsroller er så nedgroede i vores kultur, at det er samme mekanisme der et på spil når børn giver udtryk for at ville være et andet køn. Måske efter at være blevet mødt med, at den måde de gerne vil være henholdsvis dreng eller pige på er “forkert”. Eller endnu værre, hvis en voksen planter den ide i en lille drengs hoved, at måske er han i virkeligheden en pige, blot fordi han har en fremtoning, eller nogle interesser, der almindeligvis tillægges piger.
Jeg tænker vi ville være bedre stillet, med en generel bedre psykiatri OG ved at vi gør op med traditionelle kønsroller en gang for alle.
Det skal være muligt at være mand på mange forskellige måder og det skal være muligt at være kvinde på mange forskellige måder. Men der er kun de to muligheder. Der findes to køn mand og kvinde, og man kan IKKE “skifte køn”.
