Dorte Toft i Weekendavisen: I juraen åbnes døre for, at en kriminel transkvinde, der sidder inde på sin anden forvaringsdom, kan blive overført til kvindefængsel. Men juraen tager ikke højde for, at der i Vesten er gået mode i pludseligt kønsskifte under fængsling ledsaget af krav om afsoning blandt kvinder. De i forvejen sårbare indsatte kvinder synes ikke at være hørt.

Fra Dorte Tofts kommentarindlæg i gårsdagens Weekendavisen:

Under overskriften »Dømt mand« skildres i Weekendavisen 28. april en appelsag i landsretten gældende en 62-årig kriminel, der i 2015 tog juridisk kønsskifte. Transkvinden ønsker at afsone i kvindefængsel. Officielt udtrykkes dog, at ønsket er at blive fjernet fra mandefængslet, men som det danske fængselssystem er indrettet, er alternativet kvindefængsel. Byretten sagde nej.

I bagagen har den indsatte domme for blandt andet blufærdighedskrænkelse, voldtægt og voldtægt af særlig farlig karakter – alt for godt tre årtier siden. Men efter et års prøveløsladelse røg personen i 2010 ind igen grundet et bankrøveri, der udløste endnu en forvaringsdom, altså en tidsubestemt straf.

Der foreligger jura og andre tekster om menneskerettigheder og fængsledes rettigheder, der kan åbne for en overførsel til kvindefængsel. Men spørgsmålet er, om juraen hører en anden tid til, eller om den måske er influeret af tidsåndens mantra, der går på, at en transkvinde er en kvinde, basta.

Engang var transkvinder transkvinder. Det var dengang, hvor et skifte var affødt af års plage ved at leve i manderollen, når følelsen var at være en kvinde. Men i Vesten er det nu blevet populært med pludselige kønsskifter blandt kriminelle med lange straffe, ledsaget af krav om særbehandling, herunder for nogle også krav om overførsel til kvindefængsel.”

Udsagn om den 62-årige i landsretten synes at antyde et tilhørsforhold i første kategori, men sagen bør give anledning til en mere principiel debat grundet udviklingen i Vesten.

I udlandet har kriminologer og andre fængselskyndige givet flere bud på årsager til boomet i de pludselige kønsskifter. Det hyppigste bud er, at kriminelle med lange straffe altid har taget alskens midler i brug for at opnå bedre vilkår under afsoning.

Midlet er nu offerrollen som udsat kønsminoritet, solidt bakket op af menneskerettighedsorganisationer – til tider også juridisk. Det var for eksempel tilfældet i staten New Jersey, der i 2021 måtte indgå forlig med ACLU (American Civil Liberties Union) om en anonymiseret transkvindes ret til at afsone i kvindefængsel. Det viste sig senere, at personen var dømt for terrorisme, men dog før arrestationen havde ageret i kvinderollen i visse sammenhænge. New Jersey har siden overført næsten 30 transkvinder til kvindefængsel, heriblandt flere pludseligt kønsskiftede, inklusive en kvindemorder samt en morder, der gjorde to indsatte kvinder gravide.

Kravet om afsoning i kvindefængsler efterkommes i stigende grad, selvom det ikke kan begrundes ud fra lovgivning. På den anden side af Sundet fik en mand, der sad inde for at have parteret sin ekskæreste og spredt delene i en skov, juridisk kønsskifte og blev overflyttet til kvindefængsel. Der udsatte personen de kvindelige betjente for chikane. I USA, England og Canada, hvor det er nok at sige »jeg er kvinde«, er det sket længe, og der står hundredvis af nye transkvinder i kø.

Værd at bemærke er, at officielle statistikker fra USA, England (inklusive Wales) og Canada viser, at denne kategori af indsatte har en langt højere andel domme for overgreb på børn og/eller kvinder end indsatte mænd (der ikke har skiftet køn). Fængsling for overgreb på børn eller kvinder kan være blandt motiverne for kønsskifte, da den type forbrydere har lavstatus i mændenes fængselshierarki.

Enkelte kønsskiftede har i øvrigt oveni fået en ny karriere bag tremmerne som eksperter i at være et offer i mandefængsel, brugt ukritisk i akademia, af fængselsmyndigheder, rettighedsorganisationer og medier. Hensynet til ofre og ofres familier synes ofte at vige for den anden offerhistorie. En af de brugte eksperter, amerikaneren Patricia Trimble, voldtog to niårige piger og torturerede, voldtog og dræbte senere en cellekammerat.

OFFERROLLENS POPULARITET er dokumenteret blandt andet i England/Wales. Her sås en stigning på 17 procent i kønsskifte blandt fanger fra marts 2021 til marts 2022, jævnfør en rapport fra det britiske justitsministerium. Tallet steg til 230 indsatte, og det store flertal var fra mand til kvinde. Men netop i England udløste en transkvindes overgreb på indsatte kvinder den første større debat om de nye tider – den såkaldte Karen White-sag. Den forudgående risikovurdering var slået fejl.

Herhjemme tabte den 62-årige transkvinde som nævnt sin sag i byretten, og det var trods en risikovurdering fra en kyndig, der mente, at personen var ufarlig grundet et ekstremt lavt testosteronniveau. Sagen var anlagt mod Kriminalforsorgen og Herstedvester Fængsel, der havde nægtet flytning væk fra mandefængslet. Byrettens nej gjaldt også ønsket om at blive fritaget for, at nøgenvisitering med videre blev udført af mandlige fængselsbetjente.

Hvad landsretten beslutter, vides først 24. maj, men en lignende sag afventer dommen. Sandsynligvis rumsterer endnu en sag i systemet, nemlig placering af den 23-årige nordjyske transkvinde, der i marts blev idømt 13 års fængsel i landsretten for deltagelse i et bestialsk mord.

Derudover ses danske sager, hvor transkvinder søger erstatning for nøgenvisitation og chikane. Erstatningskrav indgår også i den aktuelle sag, hvor der kræves 80.000 kroner, mens tilsvarende krav i USA har udløst langt større beløb.”

————————————————-

Læs hele Dorte Tofts kommentarindlæg i Weekendavisen – her: https://www.weekendavisen.dk/2023-20/samfund/faengselsregler-fra-en-anden-tid

————————————————-

Opdatering:

Se landsrettens afgørelsen i sagen om den 62-årige trans-identificerende mand her:

Lukket for kommentarer.