Hver dag der går, og endnu et ungt menneske bliver ført bag lyset af transkønsideologien, hvor det at ”skifte køn” fremstilles som løsningen på alle psykiske og sociale problemer, er én dag for meget.
Sådan et ungt menneske risikerer om 20 år at stå i en fortvivlende situation, hvor vedkommende ikke kan gøre det ugjort, som han eller hun har gjort ved sin krop. Og nogen af disse mennesker vil begå selvmord. Så vi er som samfund ved – langsomt, men sikkert – at drive nogen til selvmord.
Så det er naturligvis supervigtigt at få afdækket, hvilken sammenhæng der er mellem såkaldt ”kønsskifte” og selvmord. Nu er der kommet en undersøgelse, som man skulle tro, fokuserede på det. Men den fokuserer i stedet på alt muligt – bare ikke det.
Hvad er der galt med studiet? Ja, hvad er der ikke galt? Her kigger vi på det i detaljer.
Studiets titel er ”Transgender Identity and Suicide Attempts and Mortality in Denmark”, og det kan findes her: https://jamanetwork.com/journals/jama/article-abstract/2806531
Selvmordsforebyggelse er afsindig vigtigt. Ét selvmord er en tragedie. Det er ikke abstrakt for mig. Min egen far begik selvmord, da jeg var 17 år gammel – nærmere bestemt i vinterferien, da jeg gik i 3.g.
Studiet dækker over hele 42 år, nemlig fra 1980-2021, og det anvender stort set data fra hele Danmarks befolkning. Det undersøger selvmordsforsøg, selvmord og andre dødsfald blandt ”transgender individuals” og sammenligner frekvensen med hyppigheden blandt resten af befolkningen.
De danske forskere bag det store studie har nogle interessante tal, som de masserer godt og grundigt i fortolkningsafsnittene – Måske fordi der er nyheder gemt i tallene, som ikke huer transaktivister? Og fordi forfatterne er feje?
Studiet er lavet i Danmark. Danmark har internationalt en helt særlig status indenfor sundhedsstatistik – bl.a. fordi vores sundhedsvæsen er statsligt, og fordi alle danskere er registreret i det centrale cpr-register. Det gør, at man kan udtrække store mængder data om befolkningen, som kan bruges andre steder i verden.
Studiet udkom for ganske nylig – i allersidste ende af den internationale Pride-måned – og det har fået enorm opmærksomhed i pressen, både herhjemme og i udlandet. Bl.a. er det blevet omtalt i selveste New York Times, hvor det kaldes ”skelsættende” [”landmark study”] [Her: https://archive.li/3H7WH].
I studiet angives det, at fire af studiets seks forfattere har tilknytning til Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, som – lidt forvirrende – officielt forkortes ”DRISP” (på grund af instituttets navn på engelsk, som er ”Danish Research Institute for Suicide Prevention”). For at dette studie kan skelnes fra andre selvmordsstudier, vil det her for nemheds skyld blive kaldt ”DRISP”-studiet.
Om Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse i virkeligheden ønsker at lægge navn til studiet, kommer jeg tilbage til senere.
Studiets ordvalg forhindrer en ærlig udforskning af årsagerne til selvmordsadfærd
Studiet er fyldt med transkønsindoktrinerende, uvidenskabelige, virkelighedstilslørende ord. Det er skuffende og uansvarligt, fordi mange af de ord forhindrer, at man for alvor kan afdække, hvad der fører til selvmordsforsøg og selvmord hos trans-identificerende personer. Det uddyber jeg senere.
I dette indlæg vil der derfor ikke blive brugt virkelighedstilslørende ord. Dvs. at der fx ikke vil blive talt om ”tildelt køn ved fødslen”, men i stedet bare om ”køn”. Og ordet ”transkønnet” (”transgender”) vil i de fleste tilfælde blive erstattet med ordet ”trans-identificerende”. Det vil også fx sige, at det, som i DRISP-studiet kaldes ”transgender individuals assigned male sex at birth”, vil blive kaldt ”trans-identificerende mænd”.
Hvorfor er det så vigtigt i forbindelse med selvmordsforskning? Det er det, fordi man med et ord som ”transgender individuals” gør det umuligt at drøfte, om menneskers trans-identifikation kan være et resultat af noget, der ikke er medfødt – såsom fx social smitte. Og derved gør man det umuligt åbent at afdække alle de mulige årsager til selvmordsforsøg og selvmord blandt denne befolkningsgruppe.
Det er fortvivlende at se, at et så betydningsfuldt institut som Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse har lukket af for den slags drøftelser og afsøgninger i et studie, som skulle lægge grunden til en nedbringelse af selvmordsfrekvensen for en sårbar gruppe danskere. Men det har de altså.
Alle forældre, hvis barn melder ud, at det er ”transkønnet”, har hørt skræmmende tal, der antyder, at der er meget stor risiko for, at børn og unge med kønsdysfori begår selvmord, hvis de ikke bliver bekræftet i deres foretrukne ”kønsidentitet”. Det angiveligt meget høje selvmordstal bliver ofte nævnt i medierne, når emnet ”transkønnethed” omtales, og det er tit en stærk følelsesmæssig motivation til, at forældre støtter deres børn i, at de skal ”skifte køn”.
Her giver en twitter-bruger fx et “godt” råd til forældre:
Og whistlebloweren fra The Washington University Transgender Center på St. Louis Children’s Hospital, den venstreorienterede Jamie Reed, som i øvrigt selv er gift med en trans-identificerende kvinde, har fortalt, at lægerne på klinikken, hvor hun arbejdede, stillede forældre spørgsmål som fx: ”Ønsker I en død datter eller en levende søn?” for at presse barnets forældre til at gå med til kønsskiftebehandling – under foregivelse af, at barnet i modsat fald ville blive selvmordstruet.
Her fortæller Jamie Reed det selv i en edsvoren erklæring: https://ago.mo.gov/docs/default-source/press-releases/2-07-2023-reed-affidavit—signed.pdf?sfvrsn=6a64d339_2]:
Derfor kunne det nye DRISP-studie potentielt være meget, meget vigtigt.
Og man må formode, at forfatterne bag DRISP-studiet er bekendt med, at selvmordstruslen bruges som et hårdtslående argument i debatten, og at det er afgørende for forældre, at risikoen hverken bliver under- eller overdrevet, men derimod rapporteret objektivt og sobert.
I medierne omtales studiet, som om det bekræfter alt det, man frygter – men gør det så det?
Her kigger vi først på, hvordan studiet er blevet omtalt i pressen, og så kigger vi nærmere på, hvad studiets tal egentlig viser. Og på, om omtalen og reaktionerne passer med studiets egne tal …
Fx har Politikens artikel om det nye studie følgende overskrift:
”Ny forskning: Otte gange så ofte som andre forsøger transkønnede at tage deres eget liv.” [ https://politiken.dk/indland/art9406175/Ny-forskning-Otte-gange-s%C3%A5-ofte-som-andre-fors%C3%B8ger-transk%C3%B8nnede-at-tage-deres-eget-liv.-Voldsomme-tal-if%C3%B8lge-eksperter]
Den overskrift gentages stort set ordret i Jyllands-Posten, i Berlingske Tidende og på Videnskab.dk.
Underoverskriften i Politikens artikel lyder: ”Voldsomme tal ifølge eksperter — En ny dansk undersøgelse, der netop er publiceret i et af verdens førende tidsskrifter inden for sundhedsvidenskab, er den første til beregne en national rate for selvmordsforsøg og selvmord blandt transkønnede.”
Politiken har interviewet førsteforfatteren bag studiet, og avisen skriver bl.a.:
”Internationale studier har også peget på høje rater for selvmord og selvmordsforsøg blandt transpersoner, fortæller Annette Erlangsen, der ud over at være leder på projektet også arbejder som programchef ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, Region Hovedstadens Psykiatri. Derfor havde man en hypotese om, at det også forholdt sig sådan i Danmark, og det kan nu for første gang bekræftes.”
Politiken har også haft fat i Astrid Højgaard, som er overlæge og sexolog og leder af Center for Kønsidentitet på Aalborg Universitetshospital. Og hun skruer op for dramatikken. Politiken skriver:
”På Sexologisk Center i Aalborg, hvor man blandt andet udreder og behandler voksne transkønnede, er man ikke overrasket over studiets resultater. Astrid Højgaard, der er cheflæge i centeret, fortæller, at når folk henvender sig, tjekker man altid for selvmordstrusler.
»Vi ved godt, at tallet for selvmordsforsøg blandt transkønnede er højt. Derfor spørger vi ind til det, fordi vi gerne vil vide, hvor tæt den enkelte person er på at gøre alvor af det«, siger Astrid Højgaard.”
Ingen spørger Astrid Højgaard om, hvorvidt det ikke er lidt vel voldsomt at formulere sig så dramatisk, når man tager studiets tal for gennemførte selvmord i betragtning. Mere om det tal senere …
Heller ingen påpeger, at studiet ikke siger noget som helst om, hvorvidt selvmordsforsøgs-frekvensen stiger eller falder, efter at man har fået kønsskiftebehandling, som man bl.a. kan få hos Astrid Højgaard. Også mere om det senere …
Til Politiken udtaler Astrid Højgaard desuden, at en af de vigtigste grunde til den forhøjede selvmordsforsøgsfrekvens [Husk: Vi taler om forsøg, ikke egentlige selvmord, men det vender vi også tilbage til …] er … ”minoritetsstress”.
Astrid Højgaard tilføjer, at vi nemlig ”som samfund ikke er ret gode til at favne minoriteter”. Så er det på plads. Politiken spørger ikke om dokumentation for den påstand …
”Minoritetsstress-modellen” er en forklaringsmodel, som ikke er videnskabeligt underbygget. Det er en forklaringsmodel, som man skal sørge for at nævne for tiden, hvis man er fagperson indenfor transkønsområdet, og man vil sikre sig, at trans-aktivister fortsat betragter én som ”on the right side of history”. Og det gør DRISP-studiet også.
På Videnskab.dk har man fået Christian Graugaard til at udtale sig om, hvad årsagen til den øgede frekvens for selvmordsforsøg og egentlige selvmord er. [Her: https://videnskab.dk/kultur-samfund/otte-gange-flere-selvmordsforsoeg-blandt-transkoennede/]
Christian Graugaard er læge og professor i almen sexologi. Han var medinitiativtager til den store befolkningsundersøgelse ”Projekt SEXUS” fra 2019, som Morten Frisch, som er en af forfatterne bag DRISP-studiet, var projektleder på og den anden medinitiativtager til. [Det kan man se her: https://www.projektsexus.dk/projekt-sexus/gruppen-bag]
Videnskab.dk skriver: ”Det er også i minoritetsstressen, at professor Christian Graugaard finder den sandsynlige forklaring.”
Christian Graugaard tilføjer dog overfor Videnskab.dk, at ”heller ikke minoritetsstress kender man – videnskabeligt set – årsagerne til.”
Så hvorfor siger professor Graugaard så, at det er den mest sandsynlige forklaring, når han godt er klar over, at ”minoritetsstress” ikke er videnskabeligt bevist som den vigtigste årsag? Fordi han også skal signalere, at han er ”on the right side of history”? Det er nærliggende at tænke.
Hvem er det, der står bag studiet?
For at forstå, hvad DRISP-studiets status er, er det nødvendigt at kigge lidt nærmere på, hvem det er, der står bag det.
Studiets 6 forfattere præsenteres sådan her:
”Annette Erlangsen, PhD; Anna Lund Jacobsen, BSc; Anne Ranning, PhD; Alex Lauridsen Delamare, MSc; Merete Nordentoft, DMSc; Morten Frisch, MD, PhD.”
Vi kigger her lidt nærmere på tre af forfatterne.
Artiklens førsteforfatter (dvs. typisk den forfatter, der har bidraget mest til undersøgelsen), Annette Erlangsen, er seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP). Annette Erlangsen har en ph.d. i sociologi.
Anna Lund Jacobsen har en bachelorgrad i psykologi og arbejder som forskningsårsstuderende på DRISP. [Det står anført her: https://drisp.dk/anna-lund-jacobsen-ba/]
På DRISP’s hjemmeside står der på siden om Anna Lund Jacobsen, at hendes forskningsområde [selvom hun kun har en bachelorgrad endnu] er ”seksuelle minoritetsgrupper og selvmordsadfærd”, og der står desuden følgende [formuleret i jeg-form]: ”I mit forskningsår hos DRISP arbejder jeg på forskningsprojekter som undersøger om personer fra seksuelle minoritetsgrupper f.eks. transkønnede har en højere forekomst af selvmordshandlingen [sic] end den generelle befolkning.”
Man må derfor formode, at Anna Lund Jacobsen her taler om det studie, som DRISP har udgivet for nylig, og som dette indlæg handler om. Hvis det er rigtigt, så vil det sige, at en studentermedarbejder på DRISP har været beskæftiget i et år med dette studie, og at studiets førsteforfatter – altså den af forfatterne, der har ydet de største bidrag – er programleder på DRISP.
Hvis det er sandt, er det besynderligt, at man ikke kan finde dette kæmpemæssige, potentielt meget vigtige studie nævnt direkte nogen steder på DRISP’s hjemmeside.
En af de andre forfattere bag studiet er Alex Lauridsen Delamare. Hun har en kandidatgrad i antropologi. Hun arbejder for tiden på et keramikværksted, men hun har skrevet på LinkedIn, at hun fra 2019 til og med januar i år arbejdede som projektleder hos LGBT+ Danmark. [Det står her: https://www.linkedin.com/in/alex-l-delamare-38485318b/].
Og når Alex Lauridsen Delamare er ude og holde oplæg om bl.a. den ”rette” brug af [realitetsbenægtende, gaslight’ende] pronominer i sin egenskab af at være medarbejder hos LGBT+ Danmark – fx hos Sund By Netværket – [her: https://sund-by-net.dk/aktivitet/temagrupperne-seksuel-sundhed-og-det-gode-ungeliv/], så præsenteres hun som ”transpolitisk tovholder” hos LGBT+ Danmark – eller sådan her: ”Alex arbejder til dagligt i LGBT+ Danmarks sekretariat, hvor de [sic] bl.a. er tovholder for projekterne Transit og Transit Talk, som er samtalegrupper for trans-, non-binære og kønsdiverse personer i København, Aarhus og Aalborg. Derudover arbejder Alex som moderator, holder oplæg og beskæftiger sig med foreningens trans-politiske arbejde.” [Det kan man læse her: https://stayhappening.com/e/seniorforum-opl%C3%A6g-om-pronominer-med-alex-delamare-E2ISTYPNV0L]
Da der som sagt står om Anna Lund Jacobsen, at hun i et helt år har arbejdet på selvmordsstudiet, inden det udkom, er der derfor et interessant overlap mellem, at Alex Lauridsen Delamare var ansat som projektleder og transpolitisk tovholder hos LGBT+ Danmark, og at selvmordsstudiet blev udarbejdet med en førsteforfatter, som er programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse. Og det bekræftes af studiets afsnit om forfatternes tilknytninger (”Author affiliations”), hvor følgende anføres: ”Counselling Services, LGBT+ Denmark, Copenhagen, Denmark (Delamare)”.
Tilbage til Alex Lauridsen Delamare … Alex er født som pige. Det fortæller hun selv i podcasten ”Verden består af flere køn end bare mand og kvinde” [her: https://piopio.dk/verden-bestaar-af-flere-koen-end-bare-mand-og-kvinde], hvor hun også siger: ”Jeg bruger pronominerne ’de/dem’, primært. Og nogle gange bruger jeg ’han’.”
På siden for podcasten, som der er et link til ovenfor, refereres følgende skriftligt fra podcasten [som man også kan forvisse sig om, at Alex rent faktisk fortæller, hvis man lytter til den: [NB: Fremhævningerne er mine.]
”Som teenager faldt Alex over en række YouTube-videoer med transpersoner, der fortalte om oplevelsen af deres kønsidentitet og de kampe, der var forbundet med denne.
’Jeg kan huske, at jeg syntes, de var de smukkeste og modigste personer i hele verden. Jeg var nødt til at forstå, hvad der var på spil her’, fortæller Alex.
Transpersonerne berettede om et vanskeligt forhold til deres krop og væren i verden, men Alex kunne ikke genkende sådan et forhold til sin egen krop.”
Den kategoriske afvisning fra Alex’ side af en følelse, som ikke bare ”transpersoner”, men rigtigt mange teenagepiger kender, lyder ikke overbevisende.
Alex Lauridsen Delamare fortsætter:
”’Jeg så det og tænkte gud hvor lyder det her smertefuldt og hvor er det bare ikke mig. Men fordi der kun eksisterede en ramme af meget binære fortællinger om transpersoner, så landede jeg et sted, hvor jeg tænkte; hvis ikke jeg er en transmand, så må jeg være en kvinde, som har det svært’”, siger Alex.”
Hvorfor er dette relevant? Jo, det er det, fordi det blot er ét eksempel på – og her sågar hos en af forfatterne bag DRISP-studiet – at der kan være et element af social smitte i trans-identifikation, i dette tilfælde fascinationen af trans-influencere på YouTube og lysten til også at forvandle sig selv til en person, der er smukkere og modigere end alle andre i hele verden. Og et element, der handler om, at trans-identifikationen er et forsøg på at løse nogle problemer, som måske har en anden årsag.
Denne mulige faktor burde et så vigtigt institut som Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse have interesseret sig for. Men studiets forfattere gør det umuligt at drøfte, om social smitte er en faktor, for i studiet bruger de transkønsideologiske, virkelighedstilslørende begreber som ”transgender individuals” og nævner slet ikke selv ”kønsdysfori” med et ord – bortset fra når de ikke kan komme udenom det, fordi de fx henviser til et studie lavet på en hollandsk klinik, der behandler folk, der lider af kønsdysfori, og de derved bliver nødt til at nævne klinikkens navn, hvori ordet ”kønsdysfori” indgår.
De påpeger heller ikke, at studiet intet viser om, hvorvidt frekvensen af selvmordsforsøg og selvmord stiger eller falder før, under eller efter kønsskiftebehandling. Altså viser DRISP-studiet fx intet om, hvorvidt selvmordsforsøg er et resultat af det pres, der opstår, når man som ”transperson” skal forsøge at fremstå som det andet køn, hver gang man er ude i offentligheden, og besættelsen af at skulle fremstå som det andet køn – og fortvivlelsen over, at det som regel aldrig rigtigt lykkes.
Det pres kan man fx høre om i videointerviewet med den kønsskiftevildførte (”detransitioned”) unge mand Kobe her: https://youtu.be/efSpVYS8cXU (især fra tidskode 17:31 – 19:17). I videointerviewet fortæller Kobe også om desperationen, der opstod, efter han som 19-årig fik fjernet sine testikler, og det pludselig gik op for ham, hvad det var, han havde gjort ved sin krop, og at det aldrig, aldrig, aldrig kunne gøres om.
Den fortvivlelse kan vi jo alle sammen godt forestille os. Men den er så tabubelagt i disse tider, at forfatterne bag det omfattende DRISP-studie overhovedet ikke nævner den i deres diskussion af de mulige årsager til den øgede frekvens hos ”transgender individuals”, hvad angår selvmordsforsøg og selvmord.
Kan det desuden virkelig være rigtigt, at man på det ærværdige institut DRISP, som hører ind under Region Hovedstaden Psykiatri, har allieret sig med en trans-politisk aktivist – nemlig Alex Lauridsen Delamare fra LGBT+ Danmark – da man skulle lave en kæmpemæssig undersøgelse, som trak på data om hele den danske befolkning, og som derfor kan blive af afgørende betydning indenfor transkønsområdet?
Eller har man på instituttet lagt indirekte afstand til studiet? I studiets afsnit om forfatternes tilknytninger (”Author affiliations”) kan man, som jeg har nævnt, læse, at hele 4 af studiets 6 forfattere har tilknytning til DRISP: ”Danish Research Institute for Suicide Prevention, Mental Health Centre, Copenhagen, Copenhagen, Denmark (Erlangsen, Jacobsen, Ranning, Nordentoft)”.
Men på DRISP’s hjemmeside kan man ikke finde studiet nævnt – kun indirekte via den forskningsårsstuderende Anna Lund Jacobsens jobbeskrivelse, som ikke engang nævner studiets titel. Er det et tegn på, at man finder studiet for tyndbenet? Eller for inficeret af trans-politisk aktivisme?
Når man inviterer LGBT+ Danmark med i forfattergruppen, inviterer man trans-aktivister med ind i videnskabernes hellige haller
LGBT+ Danmark opfattes af de fleste danskere som en moderne udgave af den gamle, fornemme forening, der arbejdede for homo- og biseksuelles lige rettigheder. Men det er LGBT+ Danmark ikke. LGBT+ Danmark er en trans-aktivistisk organisation, som bl.a. mener, at man skal skamme sig over at være homoseksuel. Det er nemlig ’transfobisk’, mener de.
Lyder det helt langt ude? Indrømmet, det ER langt ude. Men det er ikke desto mindre sandt.
Susanne Branner Jespersen, som er sekretariatschef for LGBT+ Danmark, medvirkede d. 30. marts i år i et indslag på Radio 24syv. Radioindslaget startede med, at man bl.a. hørte lektor Karen M. Larsen fortælle om, at man som lesbisk i Danmark bliver udsat for at blive kaldt ”transfobisk”, hvis man nægter at date trans-identificerende mænd, som kalder sig ”lesbiske” (dvs. deriblandt mænd, som identificerer sig som kvinder, men som har beholdt deres penis).
[Du kan høre udsendelsen her: https://podcasts.nu/avsnitt/blat-blte/lesbiske-beskyldes-for-at-vre-transfober-lkke-er-stadig-kongen-af-sundhedspolitik-og-private-sundhedsforsikringer-hitter-6clb658jZ – Sekvensen med Susanne Branner Jespersen starter ved tidskode 17:14]
Her kommer størstedelen af interviewet med Susanne Branner Jespersen. Det er meget afslørende mht. LGBT+ Danmarks besynderlige holdning til lesbiske.
[NB: Jeg har ikke klippet noget ud.]
I udsendelsen bliver Susanne Branner Jespersen af værten spurgt: ”Hvad er en kvinde?”
Susanne Branner Jespersens svar lyder: ”Uh, det er godt nok et spørgsmål, man kan sige meget om, altså … Jeg vil jo i udgangspunktet sige, at… en kvinde er jo én, der identificerer sig som kvinde.”
Værten spørger videre: ”Kan man så som lesbisk kvinde uden risiko for udskamning sige, at man ikke vil date transkvinder [dvs. trans-identificerende mænd]?”
Susanne Branner Jespersen svarer: ”Øhhhh, altså, øhhhh … Det … Det kan jeg jo ikke sådan rigtig sige … Jeg kan ikke … Jeg er ikke enig i det, der er blevet fremstillet om, at der foregår en eller anden form for socialt pres eller udskamning … Altså, jeg tror … Et bærende princip i LGBT+-bevægelsen er jo samtykke, så for mig at se, er der jo ingen der … som jeg kender nu … Nu kommer jeg jo også en del i lesbiske miljøer, og jeg er selv lesbisk … Jeg har ikke oplevet … at blive stillet til ansvar for, hvem jeg har lyst til og ikke lyst til at date. Det, tror jeg, mange ville opfatte som en ret privat sag. Øh … Og som jo er sådan meget individuelt om, hvad man har lyst til. Men i vores miljø, som jeg opfatter det, er der utrolig opmærksomhed på … øh … samtykke. Så man skal jo ikke … Der er jo ikke nogen, der er udsat for, at … øh … skulle gå i seng med nogen, fordi det skrider jo imod så grundlæggende et princip, som er, at intime relationer er jo nogen, man indgår i med samtykke.”
Værten lader sig ikke aflede af Susanne Branner Jespersens snak om ”samtykke”. Hendes næste spørgsmål lyder:
”Men selvom der ikke er nogen, der mener, at nogen skal gå i seng med nogen, som de ikke har LYST til, så kan man jo godt mene, at man BURDE have lyst til at gå i seng med alle, der opfatter sig selv som kvinder. Altså … Nej, det er der heller ikke noget af?”
Susanne Branner Jespersens svar lyder: ”Der er jo ikke nogen, der mener … Der er jo heller ikke nogen, der siger, at jeg BURDE gå i seng med enhver kvinde, jeg møder på min vej. Det er jo absurd! Det er lige så absurd som at forestille sig, at alle mænd har lyst til at gå i seng med alle kvinder. Eller at alle kvinder har lyst til at gå i seng med alle mænd.”
Værten spørger: ”Grunden til, at jeg spørger, er, så er det, fordi at det, som jeg har hørt de to kvinder, som jeg har i studiet, forklare, er, at selvom der er en udbredt accept af, at hvis man opfatter sig selv som kvinde, så bliver man anerkendt som kvinde, jamen så kan det godt være, at hvis man så siger, at ”Jeg kunne aldrig finde på at gå i seng med en, der ikke er født biologisk kvinde,” jamen så kan den … komme … Altså, det, som Karen Larsen har forklaret, er, at det kommer næsten med det samme … At så er det nok på grund af transfobi. Passer det så bare ikke, eller hvad?”
Susanne Branner Jespersen svarer: ”Jeg kan jo ikke tage de oplevelser fra de gæster, der har været i studiet, og tage de oplevelser fra dem, som de jo har oplevet. Jeg kan bare sige, det er ikke et billede, JEG kan genkende … Men det svarer jo lidt … Ja … lidt … Det svarer jo lidt til at sige, at ‘Jeg har ikke lyst til …’ til hvis man nu sagde: ‘Jeg har ikke lyst til at date en jøde eller en asiat’. Det er jo lidt den samme kategori. Det er jo meget svært at sige: ‘Jamen sådan pr. definition er der en type mennesker, jeg ikke finder tiltrækkende.’ Det skal man måske bare holde for sig selv så, i virkeligheden.”
Værten: ”Jeg tror da også, at hvis jeg pr. definition sagde, at jeg ikke ville date en jøde, så tror jeg, folk ville sætte mærkatet ’racist’ på mig.”
Susanne Branner Jespersen: ”Ja.”
Værten: ”Og at du laver den her sammenligning, betyder det så ikke, at hvis en lesbisk siger: ”Pr. definition vil jeg ikke date en kvinde, der er født som mand,” så får de mærkatet ’transfob’?”
Susanne Branner Jespersen: ”Det ville de jo gøre i nogen miljøer, vil jeg sige, men det … Men som Karen også tidligere gjorde rede for, så … Vi bryder … Vi bryder os ikke vildt meget om at bruge … slynge om os med ord som ’transfobi’ og ’homofobi’, men jo, det ville blive … I visse dele af miljøet blive opfattet som ret transfobisk at sige ’Pr. definition vil jeg ikke date en transkvinde’ [dvs. en trans-identificerende mand, red.]. Eller en transmand, for den sags skyld. Og så vil jeg godt lige sige, at den samme fordom ER jo faktisk … Og det er sjovt, at det altid er kvinderne, der bliver omdrejningspunktet her, men den samme diskussion foregår jo i bøssemiljøer … At, øh … Om man har lyst til at date en transmand [dvs. en trans-identificerende kvinde, red.]. Men det foregår bare meget, meget, meget mere under radaren. Men det ER jo de fordomme, som transkvinder og transmænd møder … øh … i forhold til … øh … til opfattelsen internt i miljøet.”
Værten: ”Så LGBT+ … jer som forening … Vil I gå ud og sige, at man ikke er transfob, fordi at man som udgangspunkt ikke vil date kvinder, der er født som biologiske mænd?”
Susanne Branner Jespersen: ”Jamen så vil jeg gerne gentage, at vi bryder os ikke om at … øh … sætte den slags mærkater … og konfliktoptrappe … øh … Hvad skal vi sige … ting på folk. Men vi vil da sige, at der er en fare for, at man bliver opfattet som transfobisk, hvis man pr. definition siger: ’Jeg har ikke lyst til at date transmænd – eller transkvinder.’ Det er der da.”
Værten: ”Hvornår ER man ifølge dig transfob?”
Susanne Branner Jespersen: ”Øhhhhh … Jamen det er man jo, hvis man fx ikke anerkender, at transkvinder er kvinder. Det synes jeg, er transfobisk … Hvis man ikke anerkender, at transmænd er mænd. Det synes jeg også, er transfobisk. Øhhhhh … Og så er der jo en masse transfobi, der finder sted på arbejdspladser og på gaden …” [Her fortsætter interviewet, men nu fører Susanne Branner Jespersen det ud på en strejftur, så vi stopper her.]
Dette siger Susanne Branner Jespersen alt sammen, velvidende at mange ”transkvinder” har beholdt deres penis.
Som Karen M. Larsen senere gør opmærksom på i udsendelsen, så er lesbiske nu ”slået tilbage til start”. De skal nu helst lade være med at sige til andre mennesker, at de er lesbiske. De skal ind i skabet igen. Nu er det bare ikke længere samfundet, der siger det, men gudhjælpemig den organisation, der påstår, at den kæmper for homoseksuelles rettigheder.
På LGBT+ Danmarks hjemmeside er der en ordbog. Den 31. marts i år – efter radioudsendelsen om lesbiske, der bliver anklaget for at være ”transfobiske” – gjorde jeg på min blog transkoen.dk opmærksom på, at ordet “lesbisk” i LGBT+ Danmarks ordbog var defineret på følgende måde:
”Lesbisk betegner traditionelt homoseksuelle kvinder, dvs. kvinder, der er seksuelt tiltrukket af andre kvinder. Kvinder er her bredt defineret som alle, der definerer sig som kvinder. Andre personer med andre kønsidentiteter kan også definere sig som lesbiske.
Den dag bragte jeg følgende screenshot af LGBT+ Danmarks definition af ”lesbisk” på transkoen.dk:
Dvs. at ifølge LGBT+ Danmarks definition kan mænd være kvinder, hvis de ”identificerer sig som kvinder”. Og mænd kan også være lesbiske. Også selvom de stadig har en penis …
Da jeg for nylig tjekkede, om LGBT+ Danmarks definition af ”lesbisk” stadig var den samme, viste det sig, at nogen havde slettet sporene af, at man i organisationen mente, at lesbiske også kunne være tiltrukket af … mænd. En del af ordene – bl.a. de sætninger, jeg havde fremhævet i screenshottet – er nemlig nu væk. [Ses her: https://lgbt.dk/ordbog/lesbisk/]
Nu lyder LGBT+ Danmarks definition af ”lesbisk” sådan her:
”Lesbisk betegner homoseksuelle kvinder, dvs. kvinder, der er seksuelt tiltrukket af andre kvinder.
Ikke alle homoseksuelle kvinder bruger ordet lesbisk – nogle foretrækker f.eks. gay eller queer.”
Det er naturligvis et fremskridt, at man ifølge LGBT+ Danmark ikke længere kan betegne sig som ”lesbisk”, hvis man er mand. Men læg mærke til den besynderlige tilføjelse, som definitionen nu har fået: ”Ikke alle homoseksuelle kvinder bruger ordet lesbisk – nogle foretrækker f.eks. gay eller queer”. Det er åbenbart afgørende for LGBT+ Danmark at understrege overfor lesbiske, at de burde definere sig på en trans-inkluderende måde – for organisationens definition af ordet ”queer” er fyldt med transkønsideologiske ord, der klart demonstrerer, at ”lesbisk” af LGBT+ Danmark anses for en gammeldags understøttelse af ”den binære kønsforståelse”. [Se det her: https://lgbt.dk/ordbog/queer/]
Godt nok fik LGBT+ Danmark slettet sin homofobiske definition på ordet ”lesbisk”. Men homofobien er der stadig. Man skal bare slå op i deres ordbog under …. ”bøsse” [Her: https://lgbt.dk/ordbog/boesse/]:
” Bøsse betegner traditionelt en homoseksuel mand, dvs. en mand, der er seksuelt tiltrukket af andre mænd. Andre personer med andre kønsidentiteter kan også definere sig som bøsse.”
Og igen ser vi, at ”bøsser” – udover at de får at vide, at kvinder også kan være bøsser – også anbefales at overveje at definere sig trans-inkluderende – som ”queer”.
Identiteten “queer” er den heteroseksuelles offerturisme. Som manuskriptforfatteren Gareth Roberts udtrykker det i sin artikel “The Rise of the Heterosexual Queer” i magasinet Spiked [Her: https://www.spiked-online.com/2022/03/26/the-rise-of-the-heterosexual-queer/]:
“For den queer’e heteroseksuelle har det at identificere sig som “queer” en vidunderligt dekadent smag. Det er cosplay i den kultur, som blev skabt af Vestens lesbiske, bøsser og biseksuelle, da de levede et liv i frygt og skam – som mange stadig gør andre steder i verden.”
Så det er altså denne trans-aktivistiske organisation – med et tydeligt homofobisk syn på lesbiske og bøsser – som DRISP-forfatterne allierede sig med, da de skulle lave deres undersøgelse af selvmordsadfærden hos ”transgender individuals”, som jo i øvrigt sagtens i virkeligheden i mange tilfælde kan være homoseksuelle, der lider af internaliseret homofobi …
Studiet har til formål at undersøge selvmordsadfærd hos en kategori af mennesker, som ikke findes
De oprindelige tal, som studiet baserer sig på, er vel gode nok. Men før man kan lave statistik på dem, skal de naturlig nok inddeles i nogle kategorier. Og allerede der går det galt.
I studiet har forfatterne defineret ”transkønnet” (”transgender”) som, at man enten har skiftet juridisk køn og/eller har fået diagnosekategorien ”transkønnet” et sted i hospitalsvæsenet. Allerede her har vi et enormt problem. For det første, fordi ”transkønnet” er en særdeles mudret kategori, hvilket forfatterne bag studiet ikke gør opmærksom på.
Definitionen på, hvem der af hospitalsvæsenet er blevet betragtet som ”transkønnet”, har nemlig ændret sig gevaldigt i den periode, som studiet kigger på. Førhen hed diagnosen for ”transkønnethed” ”kønsdysfori”, og det var noget, som læger afgjorde, om man led af. Men nu er diagnosen ”kønsdysfori” afskaffet, og ”transkønnet” er i stedet noget, man selv definerer sig som. Man kan derfor blive registreret i sundhedsvæsnet som ”transkønnet” ved at identificere sig som ”transkønnet”, hvis blot læger vurderer, at ens ”transkønnethed” er forbundet med en vis grad af ubehag.
Ud fra tallene i DRISP-studiet kan man se, at antallet af ”transgender individuals” voksede voldsomt i perioden, som studiet dækker over. 4,4 % af tallene i statistikken er baseret på perioden 1980-1989, mens 69,8 % er baseret på perioden 2010-2021.
Forfatterne bag studiet må vide, at denne skæve fordeling kun kan skyldes, at definitionen på ”transgender individuals” er meget bredere i periodens sidste tiår end i det første. Så hvorfor har de brugt de gamle tal, som ikke anvender den samme brede definition som i den sidste del af perioden? Er det, fordi tallet for egentlige selvmord er så lavt, at studiet så ville falde helt fra hinanden? Mere om det om et øjeblik …
I studiet konkluderes det, at ”transkønnede” har en signifikant forhøjet frekvens både indenfor selvmordsforsøg, selvmord og dødsfald, der ikke er relateret til selvmord.
I studiet står der også, at formålet med det har været at lave en særlig solid (”robust”) undersøgelse ved at anvende data fra hele Danmarks befolkning, som er over 15 år, i hele 42 år.
Men problemet er, at i den periode var der kun 12 selvmord blandt ”transgender individuals”, hvilket er mindre end 1 selvmord hvert 3. år. Hvorfor er det et problem? Jo, det er det, fordi for at man kan lave statistik på tal og udregne såkaldte ”konfidensintervaller”, som forfatterne påstår, at de har gjort, så er reglen, at der som minimum bør være 5 tilfælde indenfor hver kategori. Faktisk kræver man på to danske videregående uddannelsesinstitutioner (DTU og CBS), at der skal være hele 15 tilfælde. Men i DRISP-studiet er der kun 12 selvmord i hele perioden indenfor en kategori, som ikke er veldefineret.
[Se det her på DTU: https://www2.compute.dtu.dk/courses/introstat/slides02402/uge10_HA.pdf] og her på CBS: https://bookdown.org/madsstenbonielsen/ha_statistik_v3/FordelingPHat.html#sect_FordelingPHat]
Der er ikke mange egentlige tal at bygge en konklusion på, men det gør forfatterne alligevel …
Blandt trans-identificerende mænd har der kun været 12 selvmord i 42 år. Det er så lidt ud af de godt 6 millioner undersøgte, at det er statistisk på kanten af det redelige at basere nogen konklusioner på – især når der samtidig er tale om en kategori af mennesker, der ikke baserer sig på et veldefineret begreb, fordi kategorien ”transkønnet” i sundhedsvæsenet har ændret sig drastisk i løbet af periodens 42 år.
Hvad angår selvmordsforsøgsfrekvensen angivet i studiet, så skriver forfatterne selv, at den er behæftet med usikkerhed [”the reported aIRRs of suicide attempt may be somewhat too high or too low”].
Så hvad er der så tilbage af det ”solide” studie?
Den oplagte mulighed for at undersøge, om kønsskifteoperationer hjælper eller gør tingene værre, udnyttes aldrig
Introduktionsafsnittet i en videnskabelig artikel bør indeholde en oversigt over baggrundsviden indenfor feltet. Fx står der i Rigshospitalets guide til, hvordan man skriver en videnskabelig artikel:
”Introduktionsafsnittet skal indeholde baggrunden for det studie, man vil præsentere. Herunder hvad der tidligere er blevet undersøgt og fundet i relation til studiet, men også hvad der mangler at blive undersøgt. Dette skal gerne lede over i formålet med ens eget studie.”
Og i introduktionsafsnittet i DRISP-studiet henvises der bl.a. heldigvis også til det betydningsfulde svenske langtidsstudie ”Long-term follow-up of transsexual persons undergoing sex reassignment surgery: cohort study in Sweden”, hvor man havde fulgt 324 personer, der havde ”skiftet fysisk køn”, i 20 år efter kønsskifteoperationen.
[Det svenske langtidsstudie finder man her: https://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0016885]
Tallene i det svenske studie kunne tyde på, at selvmordsfrekvensen stiger kraftigt efter kønsskifteoperationer. Det ville da være en oplagt ting at undersøge mere bredt, når man som forfatterne bag DRISP-studiet har adgang til data for stort set hele Danmarks befolkning.
Så det er jo dejligt at se, at det svenske langtidsstudie trods alt nævnes i introduktionsafsnittet i DRISP-studiet. Det viser jo, at forfatterne har læst det og kender det.
Men glæden er kort. Det svenske langtidsstudie behandles kun selvstændigt én gang i DRISP-studiet – nemlig i afsnittet ”Sensitivity Analysis” i DRISP-studiet: ”An even higher suicide mortality rate (270 per 100000 person-years) was reported for Swedish transgender individuals undergoing gender identity–affirming surgery during 1973 to 2003.”
Allerede i måden, som DRISP-studiet vælger at parafrasere, hvad den svenske undersøgelse viser, er der mistænkelige fordrejninger at spore. Det er rigtigt nok, at titlen på den svenske undersøgelse får det til at lyde, som om man har undersøgt ”transseksuelle”, som er i gang med [”undergoing”, og ikke mere korrekt ”having undergone”] at få foretaget ”kønsskifte”, men rent faktisk handler den svenske undersøgelse om tiden EFTER kønsskifteoperationen. Det gør DRISP-studiet ikke opmærksom på.
Forfatterne bag DRISP-studiet finder det ikke væsentligt at nævne, at en af de helt bemærkelsesværdige ting, som det svenske langtidsstudie viser, er, at selvmordsfrekvensen stiger, efter at trans-identificerende personer har fået foretaget fysisk ”kønsskifte”. Efter kønsskifteoperationen er trans-identificerende personers selvmordsfrekvens hele 19 gange højere, end den er for resten af befolkningen. Til sammenligning kan det nævnes, at DRISP-studiet når frem til en selvmordsfrekvens, der er 3,5 gange højere, end den er for resten af befolkningen – men det er altså for deres noget mudrede kategori af ”transgender individuals”.
Forfatterne bag DRISP-studiet er som sagt tydeligvis bekendt med den svenske langtidsundersøgelse. De kunne derfor have gjort opmærksom på, at deres egne tal intet viser om, hvorvidt det er kønsskifteoperationer, der får selvmordsfrekvensen til at stige. Det nævner de ikke. Man kan kun gisne om årsagen.
Det virker besynderligt, at man i en landsdækkende undersøgelse, der indeholder tal for hele 42 år, ikke kan trække de samme tal ud, som man kunne i den svenske undersøgelse – altså så man nu både havde tallene for selvmordsadfærd før og efter kønsskifteoperationer. Hvorfor har man ikke gjort det? Er der en sammenhæng mellem denne mangel på udtræk af afgørende tal og tilstedeværelsen af en trans-aktivist blandt forfattergruppen? Den modsvarende svenske undersøgelses forfattergruppe består udelukkende af eksperter indenfor lægevidenskab og biostatistik …
Det, at en så langvarig undersøgelse som den svenske viser, at selvmordsraten er langt, langt højere for ”transseksuelle” efter deres kønsskifteoperation, end den er for resten af befolkningen, er et faktum, som et institut som DRISP burde have peget på, skulle man mene. Hvis de altså mener det alvorligt med at ville nedbringe selvmordsfrekvensen blandt ”transgender individuals”, som de kalder dem. Men det har de ikke fundet vigtigt at nævne. De prøver at afskrive vigtigheden af det svenske langtidsstudie på følgende måde: ”However, the existing evidence is largely derived from clinical samples or surveys in which sampling or information bias cannot be excluded”. Nå, okay … Hvad med ”sampling bias’en” i deres eget studie? Og i det Toilet-studie, som de uden kommentarer henviser til i deres anbefalinger? Mere om Toilet-studiet senere.
Hvordan kan et nul være signifikant større end et andet tal?
Af de 6.657.456 indbyggere i Danmark, som undersøgelsen har kigget på, var de 3759 ”transgender individuals”. Af dem er 52,5 % trans-identificerende mænd, og 47,5 % trans-identificerende kvinder. Dvs. at 1784 af de ”transkønnede” var trans-identificerende kvinder. Hvis man kigger tallene i studiet efter, viser det sig, at ingen af de trans-identificerende kvinder har begået selvmord i undersøgelsens 42 år.
Det er virkelig besynderligt, at denne glade nyhed ikke nævnes i undersøgelsens konklusionsafsnit. Faktisk er studiets konklusion – både i abstractet og i konklusionsafsnittet – den stik modsatte – nemlig at studiet viser, at ”transkønnede” har en signifikant højere selvmordsfrekvens.
I Abstractet er konklusionen denne:
”In this Danish population-based, retrospective cohort study, results suggest that transgender individuals had significantly higher rates of suicide attempt, suicide mortality, suicide-unrelated mortality, and all-cause mortality compared with the nontransgender population.”
Og i studiets konklusion står der:
”In this population-based, retrospective cohort study, transgender individuals identified through hospital records and administrative records of legal change of gender had significantly higher rates of suicide attempt, suicide mortality, suicide-unrelated mortality, and all-cause mortality compared with the nontransgender population.”
Det var som sagt angiveligt studiets formål at undersøge, om transkønnede havde en højere frekvens af selvmordsadfærd end resten af befolkningen. Hvorfor har man så ikke nævnt i konklusionen, at ingen trans-identificerende kvinder har begået selvmord i hele studiets 42 år?
Årsager til selvmord er komplekse – men i studiet fra DRISP er det simpelt – og visse mulige årsager er tabu
En velkendt – skulle man tro – bidragende faktor til selvmord er psykiske lidelser. Men de bliver i studiet kun fortolket som en konsekvens af såkaldt ”minoritetsstress”. Det lukker jo af for andre årsagsforklaringer – og vender sågar årsag og virkning på hovedet.
For at vi kan tale ærligt om studiet, bliver vi nødt til at nævne noget, som er blevet fuldstændig tabu at tale om indenfor forskningen på transkønsområdet, men som er altafgørende, hvis man for alvor ønsker at forebygge selvmord – hvilket man må forvente, at man ønsker at gøre på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse.
Det er noget, som har været tabu at nævne i Danmark siden 2017.
På selveste vores alle sammens sundhedsplatform Sundhed.dk stod der indtil for ganske nylig – indtil jeg påpegede det i et indlæg på min blog – følgende på siden ”Kønsinkongruens (transkønnethed)”: [NB: Fremhævningen er min.]
”I Danmark valgte man fra 1. januar 2017 at forlade ICD-10 klassifikationen efter et politisk pres for at fjerne transkønnethed fra det psykiatriske diagnosesystem. Man ønskede dermed at understrege, at der ikke er tale om hverken psykiatrisk eller somatisk sygdom.”
Efter at jeg påpegede det, forsvandt formuleringen ”efter et politisk pres” pludselig. Det var åbenbart for ubekvemt at have stående, så alle kunne læse det …
Nu ser formuleringen i stedet således ud: [Markeringen viser, hvor der er forsvundet en sætning.]
[Det skriver jeg mere om her: https://www.transkoen.dk/2023/04/19/siden-jeg-skrev-om-det-har-sundhed-dk-skjult-oplysningen-om-at-det-var-et-politisk-pres-der-i-2017-fik-de-danske-laeger-til-at-stoppe-med-at-klassificere-koensdysfori-som-en-psykisk-sygdom/]
Så fra 1. januar 2017 har man som læge – som følge af dette politiske pres – ikke længere kunnet beskæftige sig med, hvorvidt psykiske kvaler hos personer med kønsdysfori skyldes trans-identifikationen, eller hvorvidt trans-identifikationen skyldes psykiske lidelser. Det er blevet karriereselvmord at tale om.
Lægerne har fra 2017 skullet anvende en af de to ikke-diagnoser ”kontakt pga. kønsidentitetsforhold” eller ”kontakt pga. transkønnethed” i patientens journal. [Det kan man se her: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/information-til-praksis/hovedstaden/almen-praksis/patientforloeb/visitation-hovedside/visitationsmeddelelser/center-for-koensidentitet/center-for-koensidentitet/#:~:text=Voksne%20transk%C3%B8nnede%20og%20personer%20med,l%C3%A6ngere%20henvises%20til%20Sexologisk%20Klinik.]
Men alligevel burde man vel kunne gå ud fra, at Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse er interesseret i at nedbringe frekvensen af selvmordsforsøg og gennemførte selvmord i befolkningen – og derfor også blandt mennesker med kønsdysfori. Men noget kunne tyde på, at det ikke er deres vigtigste formål?
Ellers ville de ikke kalde folk med kønsdysfori for ”transgender individuals”. Det lukker af for, at vi kan diskutere, om menneskers trans-identifikation helt eller delvist skyldes psykiske lidelser og traumer, hvilket for enhver, der kigger på dataene, ligger lige for at interessere sig for. Men den diskussion tages ingen som helst steder i DRISP-studiet.
Selve tallene i studiet viser imidlertid, at hele 42,9 % af de trans-identificerende personer har en eller flere psykiatriske diagnoser – sammenlignet med en frekvens for resten af befolkningen, som er nede på 7,1 %. Dvs. at der er 6 gange så mange trans-identificerende personer, der har psykiatriske diagnoser, som der er blandt den resterende befolkning.
Derfor kunne man forvente, at der blandt trans-identificerende personer er en højere frekvens af både selvmord og selvmordsforsøg end hos den resterende befolkning. Igen er det ikke noget, som man nævner eller drøfter i DRISP-studiet. Faktisk skynder man sig i stedet at pege på den omvendte forklaring – nemlig den såkaldte – videnskabeligt u-underbyggede – forklaringsmodel ”minoritetsstress”.
Det virker, som om forfatterne gør, hvad de kan for at vifte med armene og pege i en anden retning, så vi undlader at tænke: ”Hmm. Måske er det de psykiske lidelser hos trans-identificerende personer, vi bør fokusere på?” – og så vi i stedet fortsætter med at understøtte forestillingen om, at ”kønsidentitet” og ”transkønnethed” findes. Den forestilling er der nemlig ingen videnskabelig evidens for.
”Kønsidentitet” og ”transkønnethed” er ord. Bare ord.
Ordene ”transkønnethed” og ”kønsidentitet” er efterhånden blevet brugt så tit, at man skulle tro, at de rent faktisk dækker over noget virkeligt. Men de studier, som transkønsbevægelsen hævder viser, at nogle mennesker er “født i den forkerte krop” og altså derfor har en hjerne, som har et køn, som ikke svarer til deres biologiske køn, har meget få deltagere, og de studier er af meget, meget ringe kvalitet.
Når man skal foretage den slags studier, skal man enten lave ekstremt omkostningstunge scanninger af levende hjerner eller anvende hjernevæv fra afdøde donorer. Da den befolkningsgruppe, som man undersøger, desuden er meget, meget lille, er det meget vanskeligt at nå op på et antal deltagere, der gør resultaterne statistisk signifikante.
Der er desuden et andet problem, man skal være opmærksom på, når man laver den slags studier. Det er helt afgørende at forsøge at sikre sig, at de eventuelle forskelle, man detekterer, ikke skyldes andre faktorer, som kan resultere i ændringer i hjernen eller i, at hjernen ser anderledes ud fra fødslen.
Disse faktorer er bl.a.:
- Anvendelsen af krydshormoner
- Autisme
- Personlighedstrækket neuroticisme (som disponerer for angst og depression)
- Psykiske lidelser
- Homoseksualitet
Ovennævnte faktorer er disse studier alt, alt for små til at kunne udelukke. Og de fleste af studierne forsøger gudhjælpemig ikke engang på at udelukke dem.
Det virker særlig besynderligt, at forskerne bag disse ”hjernestudier” slet ikke forholder sig til, om den sidste af faktorerne – homoseksualitet – kan vise sig at være den årsag, der resulterer i en forskel på hjernerne hos de mennesker, som forskerne opfatter som ”transkønnede”.
I nogle af studierne er det meget, meget påfaldende, at forskerne ganske og aldeles ignorerer muligheden for, at deltagerne er homoseksuelle, selvom den mulighed nærmest skriger på at blive bemærket.
I den trans-aktivistiske propagandamaskine kan psykiske lidelser kun være en konsekvens, aldrig en årsag
I avisoverskrifterne, som DRISP-studiet gav anledning til, blev det påstået, at der er en forhøjet selvmordsfrekvens blandt ”transkønnede”. Og det er der også. Studiet viser dog, at selvmordsraten ikke helt svarer til, hvad man kunne forvente, hvis man tager i betragtning, at ”transkønnede” har en forhøjet frekvens af psykiatriske diagnoser.
Som sagt ville man kunne forvente, at selvmordsraten derfor var ca. 6 gange så høj – nemlig 42,9 % (som er andelen af trans-identificerende personer, som har en psykiatrisk diagnose) divideret med 7,1 % (som er den tilsvarende andel i den resterende befolkning). Men frekvensen for gennemførte selvmord blandt ”transgender individuals” er kun 3,5 gange højere. Hvad angår selvmordsforsøg, viser studiet derimod, at frekvensen er 7,7 gange højere, end den er for den resterende befolkning. Det er jo faktisk mere end 6 gange højere. Men dermed viser tallene, at trans-identificerende personers selvmordsforsøg i langt mindre grad ender som gennemførte selvmord, end de gør i den resterende befolkning.
I deres fortolkning af sammenhængen mellem psykiatriske diagnoser og trans-identifikation er forfatterne bag studiet klar med den trans-aktivistiske forklaringsmodel. Forfatterne skriver, at ”transgender individuals” sandsynligvis bliver udsat for ”systemic negativity”, som de påstår kan medføre ”mental health problems”.
En anden konklusion kunne være, at trans-identifikationen er en følge af psykiske problemer, og ikke en årsag til dem. Det forholder forfatterne sig ikke til. Men det er jo også en landmine, som man som forsker træder omhyggeligt udenom indenfor dette felt. Måske forståeligt, men afsindigt fejt, når ens ærinde er at forebygge selvmord. Denne mulighed er jo også svær at nævne, når man i forfattergruppen har medtaget en trans-aktivist. At man har gjort det, er hovedrystende. Det, der kunne være blevet en objektiv, nysgerrig, åben videnskabelig artikel, er blevet til trans-aktivistisk propaganda.
Forfatterne har valgt kun at bruge data fra indfødte indbyggere i Danmark. En af grundene, de angiver, til, at de ikke vil bruge data fra indvandrere, er, at der kan være tale om flygtninge. Og at disse flygtninge kan have psykiske traumer, PTSD, selvmordsforsøg og selvmord, som ikke er relaterede til, om de er ”transgender” eller ej.
Det er dejligt at læse, at forfatterne her kan forestille sig, at ikke alle selvmord og selvmordsforsøg har med ”transkønnethed” at gøre. Men glæden er igen kort …
For når det gælder indbyggere født her i landet, så går forfatterne altså ud fra, at ”transkønnedes” psykiske diagnoser med høj sandsynlighed er en følge af, at de er ”transkønnede” – uden at komme med nogen reel argumentation for det – udover påstanden om, at de bliver udsat for ”systemic negativity”.
Alle dataene i studiet spændes for en trans-aktivistisk vogn. Værst er det i studiets anbefalinger
Det er trist at se, at et studie, der har nogle virkelig interessante data, og endda data, som kommer fra en kæmpemæssig pulje – nemlig stort set den samlede danske befolkning i 42 år – lider af samme enorme svaghed som mange andre studier indenfor transkønsfeltet.
Det ville have været så skønt, så skønt, hvis blot forfatterne havde turdet offentliggøre data, som de ikke havde skyndt sig at konkludere transkønsideologisk og virkelighedstilslørende på. Men sådan gik det ikke.
I diskussionsafsnittet skriver forfatterne, at der fra 1980 til 2021 er sket en stigning, hvad angår antallet af ”transkønnede” i Danmark. Fint nok. Men straks skynder forfatterne sig at skrive, at denne stigning ”må anses for at være en følge af det større antal transkønnede rollemodeller i medierne, afstigmatiseringen og den øgede åbenhed i samfundet overfor transkønnethed”. Og så kommer forfatterne med en henvisning til en undersøgelse, som skal være beviset på dette.
Forfatterne nævner ikke med et ord, at væksten i antallet af ”transkønnede” måske også enten delvist eller helt skyldes social smitte. Det ville jo også gøre dem upopulære blandt transkønsorganisationer, at de på den måde satte spørgsmålstegn ved, om ”transkønnethed” er medfødt. Så der kommer ingen diskussion om den slags kætterske tanker i dette studie…
DRISP-studiet munder ud i en række anbefalinger fra forfatterne. Afsnittet med anbefalinger, som forfatterne mener vil kunne nedsætte frekvensen af selvmord hos trans-identificerende personer kommer her:
”Efforts to reduce suicidality among transgender individuals are recommended. These could include direct measures, such as encouragements to seek help in situations of personal distress, and general measures have been suggested to reduce structural discrimination, such as the implementation of training and best practice guidelines among health care professionals and the wider use of gender-neutral public bathrooms and locker rooms.”
Så vi kan altså se her, at anbefalingerne fra forfatterne, der ”kun” har fundet 12 selvmord blandt trans-identificerende indbyggere i Danmark i 42 år – og ingen af dem blandt trans-identificerende kvinder – bl.a. er, at der skal være flere ”kønsneutrale” toiletter og omklædningsrum i offentlige bygninger.
Det lyder helt forrykt – af flere grunde.
For det første viser det sig, at forfatterne gudhjælpemig har denne idé fra en ”videnskabelig” artikel med titlen ”Transgender Adults’ Access to College Bathrooms and Housing and the Relationship to Suicidality” [Dette studie kan læses her: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/26914181/], som der linkes til i DRISP-studiet.
Dette studie – her af nemheds skyld nu kaldet ”Toilet-studiet” – påstår, at der er en signifikant sammenhæng mellem selvmordsforsøg blandt ”transkønnede”, og hvorvidt de ”transkønnede” er blevet nægtet adgang til et toilet, der passer med deres ”transkønnede” identitet. Og Toilet-studiet konkluderer – ligesom nu også DRISP-studiet indirekte gør – at manglende adgang til “gender-appropriate” toiletter er en stærkt medvirkende faktor til trans-identificerende personer selvmordsforsøg.
Men Toilet-studiet, som DRISP-studiet henviser til helt uden kommentarer – lider af flere svagheder. Den værste er nok, at det bygger på selvrapporterede besvarelser indsamlet af to selverklærede trans-aktivistiske organisationer.
I Toilet-studiet har man ikke indsamlet sine egne data, men anvendt såkaldt “sekundære data” i stedet. Dvs. at Toilet-studiets forfatter har anvendt nogle data indsamlet af nogle andre. Oprindelsen bag de “sekundære data”, som studiet baserer sig på, præsenteres i Toilet-studiet sådan her:
”This study uses secondary data from the National Transgender Discrimination Survey (NTDS), which was conducted by NCTE and the Task Force between September 2008 and March 2009 (Grant et al., 2011). This survey collected information from transgender and gender non-conforming individuals throughout the U.S. about their experiences of discrimination in a variety of settings. Participants were recruited via contacts with organizations around the country that either serve or are led by transgender people, as well as through 150 online discussion lists.”
Søger man videre, viser det sig, at de data, som Toilet-studiet anvender, som sagt kommer fra to trans-aktivistiske organisationer.
Den første organisation, som nævnes i citatet ovenfor, ”NCTE”, hedder i virkeligheden ”The National Center for Transgender Equality”. Den organisation beskriver sig selv sådan her: [NB: Fremhævningen er min.]
”The National Center for Transgender Equality was founded in 2003 by transgender activists who recognized the urgent need for policy change to advance transgender equality.” [Her: https://transequality.org/about-us]
Den anden organisation, som i citatet ovenfor blot bliver kaldt ”The Task Force”, hedder ”The National LGBTQ Task Force”, og på sin hjemmeside beskriver den sig selv således:
” We are the activists who drive the LGBTQ+ movement forward and the organizers who sustain hard-won progress.” [Her: https://www.thetaskforce.org/about/]
Og hvis man lader musen svæve over dropdown-menuen “What We Do” på hjemmesiden for The National LGBTQ Task Force, får man følgende liste frem:
- Queering Democracy
- Queering Equity
- Queering Faith
- Building Power
På siden “Queering Democracy” [Her: https://www.thetaskforce.org/programs/queering-democracy/] er der et billede, hvor man ser forskellige mennesker forsamlet som i en demonstration. Midterst i billedet ser man en plakat med påskriften “The Future is Queer”.
Det vil sige, at DRISP-studiet baserer sin anbefaling om indførelse af ”kønsneutrale” toiletter i offentlige bygninger på data, som stammer fra online-spørgeskemaundersøgelser foretaget af private organisationer, som selv beskriver sig som trans-aktivister.
Vil DRISP virkelig sætte sin troværdighed på spil med anbefalinger baseret på data indsamlet af organisationer med en selvindrømmet transkønsideologisk agenda?
For at få en ide om, hvor upålidelige dataene i Toilet-studiet er, kan vi se på selvmordsforsøgsfrekvensen angivet i studiet. Ifølge Toilet-studiet har intet mindre end hele 46,5 % af deltagerne angivet, at de har forsøgt at begå selvmord. I sig selv er det jo et besynderligt højt tal.
Når vi sammenholder de 46,5 % med de noget mere velfunderede danske data fra DRISP-studiet, ser vi en betydelig forskel. I DRISP-studiet er der registreret i alt 92 personer, der har forsøgt selvmord ud af de 3649 trans-identificerende personer, der indgår i statistikken. Det er det samme som 2,5 %. Godt nok hævdes det i DRISP-studiet, at selvmordsforsøg er underrapporterede i Danmark, men det er usandsynligt, at det reelle tal er hele 20 gange højere. Så tallet 46,5 % for selvmordsforsøg i Toilet-studiet virker mildest talt utroværdigt, og det burde i sig selv være nok til at miskreditere studiet. Og at man ligefrem giver sig til at basere anbefalinger på det, er chokerende.
I Toilet-studiet påstås det desuden, at der er en signifikant sammenhæng mellem manglende adgang til et toilet, der passer med personers “kønsidentitet” og selvmordsforsøg. I studiets Abstract kan man nemlig læse følgende:
”… few scholars have examined whether college institutional climate factors—such as being denied access to bathrooms or gender-appropriate campus housing—are significantly associated with detrimental psychological outcomes for transgender people. Using the National Transgender Discrimination Survey, this study analyzes whether being denied access to these spaces is associated with lifetime suicide attempts, after controlling for interpersonal victimization by students or teachers. Findings from sequential logistic regression (N = 2,316) indicate that denial of access to either space had a significant relationship to suicidality, even after controlling for interpersonal victimization.”
Senere i Toilet-studiet bliver det uddybet på denne måde:
”Those who had been denied access to a school bathroom or other facility due to being trans* are 1.32 times as likely to have attempted suicide at some point in time compared to those who were not denied access to a school bathroom or facility.”
Det kan godt være, at man i Toilet-studiet har udført en meget fin statistisk analyse – en såkaldt ”sequential logistic regression” – men man gør det jo på basis af nogen totalt utroværdige tal. Og så kan det være nok så imponerende talgymnastik, men det ender som noget, der er ubrugeligt.
Gennem sin fuldkommen ukommenterede henvisning til Toilet-studiet foretager DRISP en blåstempling af selvrapporterede data, der er indsamlet af to private, trans-aktivistiske foreninger. Og DRISP baserer ovenikøbet en anbefaling på de data. En anbefaling, der skal være med til at nedbringe selvmordsfrekvensen blandt trans-identificerende personer. DRISP’s anbefalinger er nogle, som folk lytter til, og jeg formoder, at der også vil blive lyttet til denne anbefaling – uden at folk aner, at anbefalingen baserer sig på data fra private organisationer, der selv beskriver sig som trans-aktivister.
Forfatterne bag DRISP-studiet skriver ellers, at resultaterne i visse andre studier (bl.a. det svenske langtidsstudie) skal tages med et gran salt, fordi der kan være tale om ”sampling bias” … Men dette gælder åbenbart ikke for Toilet-studiet?
En anden grund til, at det er forrykt at foreslå, at der skal indrettes ”kønsneutrale” toiletter i offentlige bygninger, fordi der har været 12 selvmord i Danmark blandt trans-identificerende mennesker i løbet af 42 år, finder man på hjemmesiden for et andet ærværdigt institut indenfor selvmordsforskning – nemlig hos Center for Selvmordsforskning. De har lavet en liste over myter og fakta om selvmord [her: https://selvmordsforskning.dk/wp-content/uploads/sites/2/2020/12/Nr.-43-Faktahaefte-Myter-og-fakta-om-selvmordsadfaerd-1.pdf]
Center for Selvmordsforskning påpeger bl.a.:
[NB: Fremhævningerne er mine.]
“De vigtigste risikofaktorer for selvmord er udskrivelse fra psykiatrisk afdeling inden for de seneste uger, tidligere selvmordsforsøg, psykisk og alvorlig fysisk sygdom, alkohol- og stofmisbrug (Franklin at al, 2017; Qin & Nordentoft, 2005).
[…]
”Selvmord og selvmordsforsøg er et multifaktorielt fænomen, det er aldrig resultatet af en enkelt årsag eller hændelse. Ofte er det flere og komplekse faktorer, der leder et menneske til at forsøge eller begå selvmord. Selvmordsadfærd bør derfor ikke fremstilles som værende simpelt.”
Det ene af de to studier, der henvises til i citatet ovenfor – “Qin & Nordentoft, 2005” – er i øvrigt overlæge og professor i psykiatri Merete Nordentoft, som er en af de 6 forfattere bag DRISP-studiet.
[At Merete Nordentoft er den “Nordentoft”, der står bag studiet “Qin & Nordentoft” fremgår her: https://jamanetwork.com/journals/jamapsychiatry/fullarticle/208501]
Men DRISP-studiet mener, at manglende adgang til et toilet, der matcher “kønsidentiteten”, er en af de væsentligste faktorer?
Og hvad med konsekvenserne for resten af befolkningen af indførelsen af ”kønsneutrale” toiletter? Det nævner DRISP-studiet intet om. De anfører ellers, at det kun er 0,06 % af den danske befolkning, som er ”transgender”. Så det ville være oplagt at pege på, at der først bør foretages en analyse, der kan afdække, hvilke konsekvenser indførelsen af ”kønsneutrale” toiletter i offentlige bygninger ville få for andre befolkningsgrupper – fx kvinder. Mener forfatterne virkelig, at det er fuldkommen ligegyldigt?
En undersøgelse foretaget af den britiske avis Sunday Times [Her: https://archive.fo/AtpMI] helt tilbage i 2018 viste ellers, at fælles omklædningsrum for mænd og kvinder er farligere for kvinder og piger, end hvis omklædningsrummene er kønsopdelte. Næsten 90 % af alle seksuelle overgreb, seksuel chikane og beluring foregår i fælles omklædningsrum, selvom de kun udgør halvdelen af alle de samlede faciliteter i Storbritannien.
Men forfatterne bag det store, danske DRISP-studie lader til at have syntes, at deres anbefaling om at gøre toiletter og omklædningsrum ”kønsneutrale” var så vigtigt, at de valgte at gøre det til studiets allersidste sætning – inden det kedelige, obligatoriske afsnit om ”limitations”, som ingen journalister læser.
Det ville ellers have klædt dem at nævne, at man måske først skulle se på, hvordan ”kønsneutrale” faciliteter som toiletter og omklædningsrum ville påvirke andre befolkningsgrupper end trans-identificerende personer. Men nej. Var det vigtigere for forfatterne at demonstrere deres loyalitet overfor transkønsideologiske organisationer?
Studiets trans-aktivistiske vinkel blokerer for vigtige nyheder
Hvis formålet med studiet reelt havde været at undersøge trans-identificerendes selvmordsadfærd til bunds – og ikke at øge dramatikken og tækkes trans-aktivister – så ville det vel have været vigtigt at pege på, hvor ofte selvmordene rent faktisk gennemføres.
Det er almindelig kendt, at selvmordsforsøg ikke altid har døden til formål, men at forsøget ofte er et råb om hjælp eller en impulshandling, som personen bagefter fortryder.
I DRISP-studiets tal kan man se, at for den resterende befolkning ender hvert 4. selvmordsforsøg med døden. Men for trans-identificerende personer er det kun hvert 8. eller 9. forsøg, der ender med døden.
Hvis vi deler det op i mænd og kvinder, ser det sådan her ud:
For mænd i den resterende befolkning ender hver 3. selvmordsforsøg med døden, men for trans-identificerende mænd er det hver 5. eller 6. forsøg.
For kvinder i den resterende befolkning er det hver 6. eller 7. selvmordsforsøg, der ender med døden, men for trans-identificerende kvinder har der ikke været et eneste gennemført selvmord i hele perioden 1980-2021.
Heller ikke denne sidste gode nyhed lader DRISP-studiets forfattere til at mene er særlig vigtig. Den nævnes kort i afsnittet ”Suicide mortality”, men den optræder hverken i studiets Abstract, ”Discussion”-afsnittet eller studiets ”Conclusions” – selvom forfatterne i Abstractet angiver, at formålet med studiet er på landsbasis at afdække, om ”transgender individuals” har en højere frekvens af bl.a. selvmord.
DRISP-studiets afsnit med overskriften ”Conclusions” lyder sådan her:
”In this population-based, retrospective cohort study, transgender individuals identified through hospital records and administrative records of legal change of gender had significantly higher rates of suicide attempt, suicide mortality, suicide-unrelated mortality, and all-cause mortality compared with the nontransgender population.”
Som man ser her, nævnes det slet ikke med ét ord i studiets konklusion, at ingen trans-identificerende kvinder har gennemført selvmord i perioden. Faktisk står der nærmest det modsatte – nemlig at frekvensen er signifikant højere for hele gruppen. Hvordan nul selvmord kan være signifikant højere end et andet tal, vides ikke.
Den oplysning, at ingen trans-identificerende kvinde har gennemført et selvmord i studiets lange periode på 42 år, ville ellers have kunnet berolige forældre til trans-identificerende piger.
Det skal naturligvis igen understreges, at tallene er meget usikre, da der jo kun er tale om 92 selvmordsforsøg i hele studiets undersøgelsesperiode. Men det har ikke forhindret studiets forfattere i at drage store, dramatiske konklusioner på basis af usikre tal og sende disse konklusioner ud i hele verden. Man kan undre sig over, at et så vigtigt institut som Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse vil lægge navn til et studie, der fortolker og formidler data på den mærkværdige måde.
Og hvis man har en datter, der overvejer at ”skifte køn”, er det også vigtigt at vide, at den svenske langtidsundersøgelse viste, at hele 4 ud af 133 trans-identificerende kvinder (dvs. 3 %) begik selvmord EFTER kønsskifteoperationen. Så tallene kunne tyde på, at det er kønsskifteprocessen, der er problemet …
Igen ville det klæde DRISP at gøre opmærksom på de tal, hvis de virkelig ønskede at nedbringe selvmord blandt ”transgender individuals”.
Ord som ”transgender” forhindrer os i at nå til bunds i årsagerne til mistrivslen blandt trans-identificerende mennesker
Vi forlader lige DRISP-studiet et øjeblik for at tale om kønsskifteeksperten Paul McHugh. Paul McHugh er professor i psykiatri og tidligere ledende psykiater på det anerkendte Johns Hopkins Hospital. Han skrev i 2015 indlægget ”Transgenderism – A Pathogenic Meme” i tidsskriftet Public Discourse [her: https://www.thepublicdiscourse.com/2015/06/15145/].
Her fortæller han, at han og hans kolleger på Johns Hopkins Hospital foretog kønsskifteoperationer, men at de gik væk fra dem allerede helt tilbage i 1970’erne, fordi de viste sig ikke at have nogen betydelige fordele.
Psykiatriprofessor Paul McHugh bekræfter det, som de allerfleste mennesker godt kan regne ud, men som ingen tør sige længere: Kønsdysfori hører til familien af psykiske lidelser, som er knyttet til antagelser om kroppen – Den familie af sygdomme, som også anoreksi og dysmorfofobi (ofte kaldet ”kropsdysmorfi” eller BDD – ”body dysmorphic disorder”) tilhører. Han skriver, at behandlingen derfor naturligvis ikke skal rettes mod kroppen, såsom gennem operationer og hormonbehandling, da man jo heller ikke behandler anoreksipatienter med fedtsugninger. Behandlingen skal derimod gå ud på at korrigere patientens forkerte antagelser og løse de psykosociale konflikter, der har givet anledning til dem.
Indgreb, der ændrer på kroppens facon, kurerer ikke psykiske problemer. Det burde sige sig selv, men det gør det ikke mere på områder, hvor aktivister har formået at få overtaget.
Lad os illustrere Paul McHughs pointe ved at kigge på et parallelt lægevidenskabeligt område, hvor forskerne tør sige tingene lige ud.
Tilbage i 2007 udkom der et studie, der viste, at kvinder, der har fået brystimplantater, har en selvmordsfrekvens, der er 3 gange så høj, som den er for kvinder generelt. [”Excess mortality from suicide and other external causes of death among women with cosmetic breast implants” – her: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/17667401/] Stort set den samme forøgelse af selvmordsfrekvensen fandt man i en systematisk metaundersøgelse i 2014. [”Characteristics of Women Who Have Had Cosmetic Breast Implants That Could Be Associated with Increased Suicide Risk” – her: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4366693/pdf/aps-42-131.pdf]
I undersøgelsen fra 2007 anbefales det derfor, at man inden brystforstørrende operationer screener for psykiske lidelser (”psychiatric morbidity”). Undersøgelsen førsteforfatter, Loren Lipworth, udtaler til Reuters, der omtaler undersøgelsen [her: https://www.reuters.com/article/us-implants-suicide-idUSN0836919020070808], at hun mener, at ” some women who get implants may have psychiatric problems to start with, perhaps linked with lower self-esteem or body image disorders”.
I metaundersøgelsen fra 2014 indgår der nedenstående visuelle ”suicide risk model”, der skal vise, hvilke faktorer der sandsynligvis øger selvmordsfrekvensen blandt kvinder, der får brystforstørrende operationer:
I modellen er der oplistet såkaldt ”psykologiske og psykosociale faktorer”. Eksemplerne, der gives, er:
- urealistiske forventninger
- lavt selvværd
- problemer knyttet til kropsbilledet
- angst
- depression
- indlæggelser på psykiatrisk afdeling
Ovennævnte faktorer er stort set sammenfaldende med de typiske problemer hos personer, der lider af kønsdysfori, men det er blevet tabu at pege på.
Men hvad nu, hvis aktivister blandt kvinder, der ønsker større bryster, havde fået forskere til at lave undersøgelser, hvori kvinderne blev kaldt ”trans-storbarmede”, og hvor man undersøgte disse ”trans-storbarmede” kvinders selvmordsfrekvens uden at pege på, at der er ting, der tyder på, at den øgede selvmordsrate skyldes disse kvinders urealistiske antagelser om sig selv og verden samt psykiske lidelser? Det bliver måske den næste undersøgelse fra DRISP? Vil man så anbefale brystforstørrende operationer på samfundets regning?
Ja, det lyder jo helt afsindigt. Lige så afsindigt er det, at det er blevet umuligt at pege på, at individuel og familiemæssig terapi bør være behandlingen til trans-identificerende personer – evt. sammen med psykofarmaka.
Fordi man i Sundhedsstyrelsen er blevet presset til at fjerne den psykiatriske diagnose ”kønsdysfori”, så skal trans-identificerende personer nu opfattes som fuldstændig mentalt raske individer. Når man så ser, at de forsøger at begå selvmord i højere grad end resten af befolkningen, så er det nu kun tilladt at tillægge dette en manglende accept i befolkningen.
Hvordan kan vi acceptere DRISP-studiet som et videnskabeligt dokument, når det bygger på en uvidenskabelig forestilling om, at der findes ”transkønnede” mennesker?
Lad os lave et andet hypotetisk eksempel … Det ville svare til, at sundhedssystemet efter pres fra spiseforstyrrelsesaktivister var holdt op med at kategorisere spiseforstyrrede som en psykisk lidelse og fx blev tvunget til i stedet at kalde dem ”æteriske væsner”, og at DRISP lavede en undersøgelse af disse ”æteriske væsners” selvmordsfrekvens uden at nævne, at deres problemer kunne skyldes en psykisk lidelse. En undersøgelse, hvori de anbefalede, at vi som samfund indrettede lydtætte toiletter, hvor de kunne kaste op i fred, og at læger skulle ordinere dem afføringspiller, fedtsugninger og brækpulvere. Og at man i familien og i skolen sørgede for at lade være med at spise foran dem, fordi det kunne udløse spisetrang.
Lad os glemme de absurde eksempler. Tænk, hvis vi også kunne gå væk fra absurditeterne på transkønsområdet … Vi har jo allerede set, hvordan en af forfatterne bag DRISP-studiet, trans-aktivisten Alex Lauridsen Delamare, indrømmede, at hun ikke havde det nemt som kvinde, og at det var en af årsagerne til, at hun valgte at blive ”trans”. Som hun selv sagde det: ”Hvis ikke jeg er en transmand, så må jeg være en kvinde, som har det svært”.
Så vidt vides, har Alex ikke fortrudt sit valg endnu. Men det er der andre, der har. Den kun 23-årige Daniel Black fortalte den 2. juli i år til avisen The Daily Mail, hvorfor han valgte at få en kønsskifteoperation, allerede inden han fyldte 20 år. [Her: https://www.dailymail.co.uk/femail/article-12250695/I-trans-surgery-woman-19-four-years-later-Im-man.html]
Han har nu fortrudt bitterligt, og han har indset, at han tyede til identiteten som ”transkvinde”, fordi han som teenager havde følt sig utilstrækkelig som mand og var blevet mobbet af andre drenge. Det havde givet ham en masochistisk lyst til at blive ydmyget seksuelt af mænd. Ikke fordi han var homoseksuel, men netop fordi han på den måde kunne genopleve sin utilstrækkelighed, når han havde sex med mænd. Den forklaring – at en traumatisk oplevelse bliver til en seksuel fascination – er måske mere almindelig, end man lige skulle tro.
Daniel Black udtrykker det sådan her: ”Growing up, I was a very soft boy. I lacked confidence and thought my classmates were right about me being gay. I was never attracted to men’s bodies but I liked the image of them hurting me during sex in a way a woman never could. I had strong masochistic tendencies.”
Men sådan en dyb, psykologisk indsigt giver vi ikke ”transgender individuals” mulighed for at få. Den har vi afskåret dem ved at insistere på, at de er ”transkønnede”. Hvorfor skal de snydes for at modnes som mennesker?
Og hvis vi virkelig mener det alvorligt med at ville nedbringe selvmordsfrekvensen for en befolkningsgruppe, så må vi holde op med at anvende transkønsindoktrinerende, uvidenskabelige, virkelighedstilslørende ord som ”transgender individuals”, som gør det umuligt at lede efter årsagerne til selvmordsadfærden – når vi ved, at der ingen videnskabelig evidens er for, at hverken ”kønsidentitet” eller ”transkønnethed” findes. Sig ”trans-identificerende personer”, hvis du mener det alvorligt, at selvmordsadfærdsfrekvensen for denne befolkningsgruppe skal nedbringes.
Det er en tragedie, at vi har fået skabt en forestilling om, at man kan ”skifte køn”. Tilbage til psykiateren og kønsskifteeksperten Paul McHugh, som påpeger:
”Forestillingen om, at ens køn er flydende og noget, som man frit kan vælge, løber gennem vores kultur uden at blive anfægtet overhovedet. Man møder den forestilling overalt – i medierne, på teatret, i skolen og mange steder i sundhedsvæsenet. Forestillingen er blevet kult-agtig. Den har sit helt eget sprog, sine egne chatrum på internettet, hvor nye medlemmer af kulten får letkøbte svar, og klubber, der giver nem adgang til tøj, der understøtter kønsskiftet. Den gør alvorlig skade på familier, teenagere og børn, og den bør konfronteres som en holdning uden biologisk grundlag, hver gang den dukker op. Men gør dig klar til en voldsom kamp, hvis du konfronterer denne forestilling.”
————————————————————————-
VIL DU “BUY ME A COFFEE”?
Det koster penge at få adgang til en del af de videnskabelige artikler og andre publikationer, som jeg anvender, når jeg skriver indlæg her på transkoen.dk.
Jeg betaler udgifterne af egen lomme.
Hvis du vil hjælpe lidt til med at dække nogle af omkostningerne, så jeg kan fortsætte, er jeg meget taknemmelig. 🙂
