Det er hul i hovedet at standse et barns pubertet på grund af ubekvemhed ved “køn” – uanset om konsekvenserne af medicinen er reversible eller ej – Ene og alene pga. af de fuldkommen katastrofale psykologiske konsekvenser.

Barnet bliver endnu mere alene i klassen, fordi de andre børn går i pubertet.

Og pubertetsblokkerne medfører, at vedkommende ikke får gjort sig de ubehagelige, men helt afgørende erfaringer, som puberteten bringer – sammen med sine jævnaldrende.

Det går typisk op for børn omkring 11-års-alderen, at deres forældre ikke vil være der for evigt, og at de selv skal kunne fungere – helt alene – på det sociale “marked” blandt deres jævnaldrende.

Den erkendelse er skræmmende og kan få alle mulige “issues” til at boble op.

Men den udvikling er afgørende at gå igennem. Den kan man ikke gå “udenom” – eller udsætte til ens jævnaldrende for længst har gennemgået puberteten.

Den udviklingsproces – som fortsætter et langt stykke ind i 20’erne – tvinger én til at lære at leve med den “pakke” – dvs. ens krop og personlighed, styrker og svagheder – man har fået udleveret. At afprøve forskellige “identiteter” – uden at gøre dem permanente – og indse ens muligheder og begrænsninger.

Umuliggør man den helt nødvendige, men hårde udviklingsproces, ender man med et narcissistisk, ensomt, uudholdeligt menneske, som i virkeligheden er et barn, som aldrig fik lov at blive voksen.