Video: Patientgruppen, der modtager kønsskiftebehandling, er en hel anden i dag end for bare 15 år siden. Dengang var hovedparten midaldrende mænd. I dag er de allerfleste, der skifter køn, mindreårige piger … Selv etablerede nyhedsmedier såsom Reuters er nu begyndt at udtrykke bekymring for, hvad det er, der foregår …

Nyhedsbureauet Reuters offentliggjorde for 4 dage siden en lang artikel om den påfaldende skæve køns- og aldersfordeling indenfor kønsskiftebehandling.

Reuters’ artikel finder du her: https://www.reuters.com/investigates/special-report/usa-transyouth-topsurgery/

Det er nye toner, at et etableret nyhedsmedie som Reuters begynder at give plads til tvivl og skepsis om kønsskiftevanviddet, så det er godt at se.

EN OPSUMMERING AF ARTIKLENS POINTER KOMMER HER:

Tal fra WPATH (The World Professional Association for Transgender Health) viser, at der i USA er 2,5 – 7,1 så mange teenagepiger som teenagedrenge, der søger kønsskiftebehandling.

Og det er en tendens, der også ses i Europa, Canada og Australien.

Ikke alle disse mindreårige piger modtager medicinsk eller kirurgisk behandling, men antallet af dem, der tager hormoner og får fjernet brysterne er vokset drastisk.

I oktober i år offentliggjorde forskere fra Vanderbilt University en videnskabelig artikel, der viste, at antallet af ”kønsbekræftende brystkirurgi” foretaget på mindreårige fra 2016 til 2019 steg med 389 %.

At hovedparten af patientgruppen, der modtager kønsskiftebehandling, er mindreårige piger, er det stik modsatte af, hvad man så for få år siden.

I mange år var det hovedsagelig voksne mænd, der skiftede køn med sundhedsindustriens hjælp.

Men for omkring 15 år siden begyndte dette billede at ændre sig markant. Og fra da af har hovedparten af patienterne været mindreårige piger.

Disse mindreårige piger får tilladelse til kønsskiftebehandling, selvom der ikke findes solid evidens for, at behandlingen ikke giver skader på længere sigt.

At så ekstremt mange mindreårige piger ønsker at skifte køn har udløst bekymring blandt fagfolk om, hvorvidt patienterne har opsøgt behandling, fordi de er blevet påvirket af vennegrupper og sociale medier – netop i den periode i deres liv, hvor deres identitet stadig ikke er stabil.

I artiklen giver en del folk indenfor kønsskifteindustrien og nogle af patienterne udtryk for stærk bekymring for, at de mindreårige piger har psykiske problemer og måske ønsker at skifte køn for at undslippe deres eget had mod kvinder og kvindekroppen og den alt for tidlige seksualisering af piger.


HVORFOR NÆVNER REUTERS INTET OM FORSKEREN LISA LITTMAN?

Hvor stor en rolle indflydelsen fra kammerater og sociale medier spiller i denne tendens, debatteres ivrigt i artiklen – hvilket er et fremskridt.

Det besynderlige er bare, at den ellers meget lange artikel slet ikke nævner forskeren Lisa Littman.

Lisa Littman er læge og ekspert på netop det område, som Reuters’ artikel handler om – ”Pludselig opstået kønsdysfori”. Fænomenet kaldes også ”ROGD” (“Rapid Onset Gender Dysphoria”).

I 2018 foretog Lisa Littman en videnskabelig undersøgelse af det fænomen.

Lisa Littmans forskningsresultater har jeg opsummeret på dansk her: https://www.transkoen.dk/2022/09/30/rogd-pludselig-opstaaet-koensdysfori-hvad-er-aarsagerne-til-den-enorme-stigning-isaer-blandt-teenagepiger/ (Der kan du også se en video, hvor hun gennemgår sine forskningsresultater.)

——————————————————————————————

OPDATERING:
NU også i PODCAST

Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børnog de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.

Du kan høre podcastepisoden her:

https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre