Fredag d. 6. oktober sent om eftermiddagen tjekkede jeg min email her på min blog transkoen.dk. Der lå 2 emails fra samme afsender.
Den første email var sendt kl. 13.06 samme dag. Den lød sådan her:
”Jeg vil gerne søge indsigt i hvilke oplysninger bloggen er i besiddelse af om mig, som indgår i it-systemer eller registre der anvendes af bloggen. Dette har jeg krav på som følge af persondataloven. Eftersom jeg retter henvendelse på skrift, har jeg krav på en udskrift af alle oplysninger om mig som bloggen er i besiddelse af. Disse udskrifter skal sendes over e-mail til denne e-mail adresse. Dernæst ønsker jeg alle disse oplysningerne slettet, eftersom I intet legitimt formål har til anvendelse, behandling eller lagring af disse oplysninger.”
Manden, der havde sendt emailen, havde også angivet et navn. Sandsynligvis for, at jeg også kunne undersøge, om hans navn – og ikke udelukkende hans email – var registreret på bloggen.
En time senere – kl. 14.09 havde han desuden sendt følgende mail til mig:
”Btw. før du sletter oplysninger jeg har efterspurgt. Så snart du har modtaget min e-mail, er det ulovligt for dig at slette oplysningerne, før du har imødekommet min efterspørgsel.”
Det er naturligvis okay, at en person beder om at få at vide, om vedkommende er registreret på min blog. Det har man ret til ifølge Databeskyttelsesloven. Og man har også ret til at få sine oplysninger slettet – med visse undtagelser. Men der var en umiskendelig truende tone i begge emails.
Jeg brugte lørdag og søndag på at undersøge – igen og igen – både på den ene, den anden og den tredje måde – om jeg havde registreret hans email eller navn (i mange forskellige kombinationer, da han havde angivet et langt navn). Men hans oplysninger var ikke at finde nogen steder.
Om mandagen satte jeg mig ned og skrev tilbage til ham. Det gjorde jeg kl. 12.19.
Jeg skrev følgende:
”Hej [navn]
Bloggen har ingen oplysninger registreret om dig.
Med venlig hilsen
Lotte Ingerslev”
Der gik kun 5 minutter, før der kom en ny email fra ham. Kl. 12.24 indløb følgende meddelelse:
”Du ved godt at det er groft lovbrud at lyve her ikke?”
Den email svarede jeg ikke på, for nu havde vi forladt den del, han havde ret til at få svar på, og var trådt ind i truslernes territorium.
Allerede 3 minutter efter – kl. 12.27 – trappede han den ubehagelige tone op. Da kom der følgende email fra ham:
”Såfremt det er nødvendigt vil du blive involveret i sagen jeg er igang med at etablere. Hvis det kræver en dommerkendelse af vende dine professionelle og personlige it-systemer på hovedet vil det blive gjort. Såfremt du er i besiddelse af nogen form for persondata i registre eller it-systemer der overhovedet anvendes af bloggen har jeg krav på at blive informere om dette.”
Den email har jeg naturligvis heller ikke svaret på, da han ikke har ret til at få svar på den.
Igen og igen overvejede jeg, hvordan jeg skulle få fortalt om truslerne offentligt. Og om jeg kunne. Og turde.
Det er jo netop også en del af realiteterne bag transkønsproblematikken – at mænd og kvinder ikke er fysisk ligestillede. Og noget, som trans-aktivisterne vil have os alle sammen til at glemme: At mænd er fysisk stærkere og langt mere aggressive end kvinder. Og aggressive overfor kvinder.
Det er nærliggende at tænke, at en mand, som skriver den slags truende emails, er klar over det faktum.
Den slags truende adfærd er typisk for opførslen hos mandlige trans-aktivister. De argumenterer ikke med fakta, for fakta om forskellen på mænd og kvinder ville jo modsige det, de ønsker at hævde – at de ikke udgør en trussel. I stedet benytter de sig af … trusler. Som i virkeligheden på eksemplarisk vis demonstrerer, hvad det er, kvinder frygter for, hvis mænd får adgang til kvinders herberger, toiletter og omklædningsrum …
I bund og grund er den form for metoder – altså fx truende emails – endnu et eksempel på, at de mandlige trans-aktivisters drivkraft ikke er en kamp for retfærdighed, men at de i stedet er drevet af en stærk lyst til at dominere og kue og skræmme kvinder.
